Kolding Netavis

Få penge til aktiviteter under Trekantområdets Festuge

Trekantområdets Festuge bliver igen i år spækket med kulturelle oplevelser, når Festugen finder sted fra fredag den 26. august til søndag den 4. september.

Kolding Kommune har netop åbnet for ansøgninger til aktivitetspuljen og inviterer alle, der har gode idéer og lyst til at lave aktiviteter i Festugen, til at byde ind.

Trekantområdets Festuge har de sidste ni år været katalysator for et væld af kulturelle oplevelser i Kolding og de seks øvrige kommuner, der er en del af Trekantområdet. Sidste år bød Festugen på mere end 300 arrangementer, og ligesom sidste år kan alle interesserede i Kolding Kommune søge midler til at skabe arrangementer og aktiviteter.

Pulje på 100.000 kroner

Kultur og Event i Kolding Kommune, der koordinerer Festugen i Kolding, har lavet en pulje på 100.000 kr. til kulturelle tiltag. Puljen er åben for alle, der ønsker at lave kulturelle arrangementer eller projekter i Festugen, og der er netop åbnet for ansøgninger.

-Vi har lavet en lokal aktivitetspulje, som alle, der vil lave kulturelle aktiviteter i Festugen, kan søge. Overskriften for puljen er ”kulturen ud af vante rammer”, så vi leder efter projekter og arrangementer, der går nye veje og skubber til de faste formidlingsformer og etablerede rammer, fortæller kulturkonsulent Mette Fersløv Schultz, tovholder på Festugen i Kolding, i en pressemeddelelse.

Sådan søger du

Puljen er åben nu og frem til den 31. maj, og Kultur og Event vil vurdere ansøgninger løbende. På www.kolding.dk/trekantfest kan du læse mere om puljen, og hvordan du søger.

Tagget med:
Del denne artikel