Kolding Netavis

Få en blomstrende bi-venlig have og bliv ’Vild haveambassadør’

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Det er lige nu her i efteråret, du skal så frøene, hvis du næste sommer vil se din have blive mere vild og tiltrække flere sommerfugle og bier.

Bæredygtighedshuset i Kolding holder lørdag den 25. september et kursus i at lave sin have mere vild. Underviser på kurset er biolog Katrine Turner, kendt fra DR-programmet ’Giv os naturen tilbage’.

-Vi håber, at der er mange, der har lyst til at lave deres have mere vild, så den tiltrækker flere insekter og smådyr, der har trange kår i dag. På kurset får deltagerne konkrete tips, tricks og redskaber med hjem, de lærer at samle frø og meget mere, fortæller biolog Line Ankjær fra Kolding Kommune i en pressemeddelelse og fortsætter:

-Tanken er også, at kursusdeltagerne bliver klædt på til at blive ’vild haveambassadør’, som kan sprede budskabet om at få mere natur ind i haverne, så både egen og naboens have bliver grønnere.

Det er Kolding Kommune, der står bag kurset, og det er en del af indsatsen for at blive ’Danmarks Vildeste Kommune’ – Miljøministeriets konkurrence, som kommunen deltager i. Kurset følges op af et sparringsmøde mellem kursisterne og Katrine Turner i løbet af efteråret.

Det kræver ingen haveerfaring at deltage på kurset – kun lyst til vildskab.

Praktisk info

Tidspunkt: Lørdag den 25. september kl. 13-17
Sted: Bæredygtighedshuset, Jernbanegade 3, 6000 Kolding
Tilmelding: in**@vi******.nu – skriv i emnefelt: ’tilmelding haveambassadør Kolding’
Antal deltagere: Max 25
Medbring: mad og drikke, papir og blyant

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel