El-Net Øst er blevet opkøbt af Ewii, der har hovedsæde i Kolding.
Det koldingensiske energiselskab Ewii har købt det bornholmske energiselskab El-Net Øst af Bornholms Energi & Forsyning (BEOF). Prisen er 657 millioner kroner, oplyses det i en pressemeddelelse.
El-Net Øst fortsætter som et selvstændigt datterselskab i EWII-koncernen, men med egen bestyrelse.
EWIIs direktør, Lars Bonderup Bjørn udtrykker tilfredshed med handlen:
-Vi glæder os over, at vi fremover skal drive elnettet på Bornholm, og vi ser frem til at være med til at udvikle og fremtidssikre det bornholmske elnet yderligere. Ewii er en energikoncern med 460 medarbejdere, med hovedsæde i Kolding, hvor vi driver varme, vand, el og fibernet, og vi kender BEOF som en seriøs og dygtig samarbejdspartner igennem vores arbejde i den fælles indkøbsorganisation, SERVIA, fortæller Lars Bonderup Bjørn i pressemeddelelsen.
Ewii er ligesom BEOF et forsyningsselskab med brede forsyningsinteresser: el, vand, varme og fibernet. Ewii ejer Danmarks største privatejede vandselskab, hører til blandt de største på fjernvarme og er en af de fire store på fibernet og nu også på el-net.
Overdragelsen af El-Net Øst til Ewii starter nu og fortsætter over de kommende måneder. Handlen er betinget af godkendelse fra Energistyrelsen.