Læserbrev af Filip Bekic Bladt (S), fællesldelseformand og byrådskandidat, Borgergade 4. st. th., 6000 Kolding.
I Kolding kommune har vi mange stolte traditioner inden for sport og idræt på alle niveauer. Både når det gælder eliteidræt for de største talenter, men også breddeidræt, hvor der er plads til alle, som gerne vil dyrke sport på hobbyplan. Vi skal sikre, at der er gode rammer for idrætten. Både i de professionelle miljøer og for de mange frivillige ildsjæle, der gør en kæmpe forskel i klubberne.
Idræt er vigtigt, fordi det kan samle os på tværs af forskellighed, det er godt for vores sundhed, og så er det vigtigste jo, at det skal være sjovt.
I Kolding har vi i mange år haft et tophåndboldhold der har sat Kolding på landkortet. På fodboldsiden sker der rigtig mange spændende ting både i Kolding IF og KoldingQ for tiden. Det er utrolig vigtigt, at vi giver disse hold de bedste rammer, for fortsat at udvikle sig og fortsætte den gode fremgang vi ser lige i øjeblikket.
Der har i den forbindelse været meget debat om Kolding stadion.
I sommerferien er det blevet renoveret med varme i banen, ligesom banen er rykket tættere på tribunen. Begge dele er rigtig godt.
Atletikklubben får nu endelig deres egne forhold. Men diskussionerne om Kolding Stadion fortsætter. I september præsenterede Kolding IF deres bud på et drømmestadion med plads til 10.000 tilskuere til 150 millioner kroner. Det er en meget optimistisk ambition. Ideen med det store stadion var, at det kunne bruges til koncerter. Spørgsmålet er imidlertid, om der er brug for endnu et stort spillested i byen? Vi har jo allerede Sydbank Arena, hvor der er plads til 6000 tilskuere, og det er ikke fordi, der er mange store koncerter der.
Der er benhård konkurrence på det marked, og det kræver mere end bare et stadion at tiltrække store kunstnere. Derfor vil jeg hellere prioritere et mindre, men godt stadion med 5000 siddepladser, som Kolding IF kan benytte sig af, og som vores meget dygtige kvindehold KoldingQ også kan bruge. Derudover kan man jo arbejde på at få ungdomslandskampe og slutrunder til Kolding, både på kvinde- og herresiden.