Kræftens Bekæmpelse Kolding fik et godt resultat ved søndagens indsamling.
-En stor tak til alle jer i Kolding og omegn, der har taget så godt imod vores indsamlere og bidraget med donationer – hvad enten det har været kontanter, MobilePay, SMS eller digitale indsamlinger. Jeres støtte gør en stor forskel.
Sådan siger indsamlingsleder Kirsten Woersaa Abildgaard, distriktsassistent Eva Warming, distriktsassistent Mette Søndergaard og formanden for Kræftens Bekæmpelse Kolding, Margit Laub.
De fremhæver også den enorme indsats fra indsamlerne. Søndag var der indsamlere på 136 forskellige ruter Kolding og omegn i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling – mange af dem trofaste deltagere år efter år.
I år har Kræftens Bekæmpelse Kolding desuden set en stigning i både unge og børnefamilier, der har meldt sig som indsamlere.
Det giver stadig god mening at kombinere indsamlingsbøtter med MobilePay, og resultatet taler for sig selv: I år blev der indsamlet 125.102 kr. i kontanter og 181.770 kr. via MobilePay – et beløb, der endda kan vokse i de kommende dage, da donationer via MobilePay stadig kan foretages i denne uge.
Det samlede beløb var på 306.872 kr., hvilket er et flot resultat.