Kolding Netavis

Et børneforlig skal give millioner til børnepasning og folkeskoler

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Udsigten til flere penge i kommunekassen og de mange ekstra hænder under genåbningen i corona-perioden skal bevares fremover.

Det mener Dansk Folkeparti med børne- og uddannelsesformand Kristina Jørgensen i spidsen.

– Perioden med genåbningen under corona har vist, hvor meget trivsel, glæde og nærvær børnene oplever med flere varme hænder. Samtidig oplever vi også forældre og medarbejdere, der udtrykker meget større glæde ved vores skole- og dagtilbud, fortæller Kristina Jørgensen (DF), der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, i en pressemeddelelse.

Hun opfordrer borgmesteren til at indkalde byrådets partier til forhandling om et børneforlig. Hurtigst muligt efter tirsdag d. 16. juni, hvor der er budgetseminar for byrådet.

Ifølge udvalgsformanden skal et børneforlig give børne- og uddannelsesområdet et markant løft.

Kvalitet er mere end blot normeringer

Selvom mere personale til både børnepasning og folkeskoler står øverst på Kristina Jørgensens prioriteringsliste, så kan det ifølge udvalgsformanden ikke stå alene.

– I Dansk Folkeparti ønsker vi at forhindre, at flere børn kommer over i det sociale system, og vi oplever, at især de sårbare børn blomstrer op og nogle børn udvikler sig meget under de nye forhold. Jeg får mange henvendelser fra pædagoger, lærere og forældre om dette og det gør et stort indtryk på mig. Derfor foreslår jeg, at der skal laves en trivselspulje til børn, der har det særligt svært. Den skal give os bedre muligheder for at sætte tidligere ind, så endnu flere børn oplever en øget trivsel, fortæller Kristina Jørgensen.

Selvom man ikke er færdig med at samle erfaringer fra corona-perioden, er der nok af tiltag, et børneforlig bør indeholde. Kristina Jørgensen peger således på, at en styrkelse af dagplejen, muligheden for at sikre flere udendørsaktiviteter og -undervisning fremadrettet, fokus på hygiejne og muligheden for forskudte mødetidspunkter i folkeskolerne med enten gratis morgen-SFO eller mere fleksible kørselsordninger blot er noget af det, som hun har bedt forvaltningen regne på.

– Jeg ønsker med dette børneforlig, at vi kan sikre en øget trivsel og livsglæde hos børnene i dagpleje, børnehaver, vuggestuer og folkeskoler permanent, også efter corona, fortæller Kristina Jørgensen.

Hun påpeger, at kommunen er lykkedes rigtig flot med at genoprette økonomien, og dette gælder især på børne- og uddannelsesområdet. Samtidig tyder alt på, at man den nye kommuneaftale ser ind i en sundere økonomi.

– Vores dygtige personale kan med et børneforlig få muligheden for at fokusere endnu mere på kerneopgaven. Det kommer i høj grad både dem og børnene tilgode, og det ligger helt i tråd med regeringens ønske om et velfærdsløfte. I min optik er vores børn og unge altid de vigtigste borgere at investere i. Det vil vi kunne lykkedes med ved hjælp af mit forslag om et børneforlig, slutter Kristina Jørgensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel