Med 20 nye værker deler den danske billedkunstner Eske Kath sine spørgsmål og tanker om verdens tilstand i en stor soloudstilling på Trapholt.
Under titlen Den Fundamentale Usikkerhed udstiller Eske Kath sine seneste værker i en totalinstallation af maleri og skulptur. Udstillingen giver indblik i en af Danmarks mest reflekterende og markante billedkunstnere lige nu. Trapholt åbner udstillingen den 17. januar.
Udstillingen Eske Kath – Den Fundamentale Usikkerhed består udelukkende af malerier fra 2018, der i fire sale iscenesættes gennem installationer, skabt specielt til udstillingen. I Den Fundamentale Usikkerhed får vi mulighed for at træde ind i et komplet kunstnerisk univers, og inviteres til at sætte os ned, møde æstetikken og reflektere over vores fælles fremtid.
– Eske Kath er en af vor tids mest reflekterende kunstnere. En vigtig stemme i samtidskunsten. Hans maleriske og forførende billedunivers inviterer os til at reflektere over de udfordringer, vi står overfor både klimapolitisk, socialt og globalt. Udstillingen på Trapholt består af nye værker fra 2018, der konfronterer os med kommentarer til den virkelighed, vi navigerer i som mennesker i dag, fortæller Karen Grøn, museumsdirektør på Trapholt, i en pressemeddelelse.
Eske Kaths kunstneriske arbejde favner både maleri, skulptur og installation. Han finder bl.a. inspiration i naturvidenskaben og i forholdet mellem menneske og natur. Han indfanger store kontraster i sine dragende malerier, hvor intet er, som vi kender det. Horisontlinjer snor sig over lærredet, og skellet mellem nat og dag udviskes i landskabsmalerier, der med stor koloristisk forståelse og sikker komposition indfanger både naturens skønhed og kraft. I sine malerier formår Eske Kath at udnytte kunstens unikke egenskab og at indfange det, som ikke kan rummes, forstås eller rationaliseres.
Status
Om sine værker siger Eske Kath:
– Landskabsmalerierne er for mig en status over verdens, og på en måde min egen, tilstand. Kunsten har den særlige egenskab at kunne rumme følelser og tanker, som er svære at begribe eller kommunikere på anden vis.
Eske Kath blev uddannet fra kunstakademiet i København i 2003. Siden har han bl.a. udstillet i Danmark og USA, hvor han i en periode levede og arbejdede i New York. Hans værker finder man blandt andet i samlingerne på ARoS, HEART, ARKEN og Sammlung Essl.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og kan ses fra den 17. januar og frem til den 21. november.