Læserbrev af Christina Kokkendoff (LA), byrådskandidat, Fjordbrynet 4, st. 1, 6000 Kolding.
Da privatskolerne for alvor kom frem, var der en del debatter omkring hvorvidt man deler børnene i A og B hold og hvordan det påvirker dem både personligt og deres læring.
Mange mente, at det var de rige og mere uddannede, som valgte privatskolerne til, blandt andet på grund af bedre faglighed, mere frihed og fleksibilitet, mindre bureaukrati, mere disciplin og bedre trivsel og bedre kvalitet.
Det samme gør sig gældende, når man taler om private plejehjem, private bosteder og andre private institutioner.
Manges holdning er, at det er uacceptabelt ikke at støtte et kommunalt tilbud, da det jo netop er til, for at alle borgere har ret til en plads, trods forskelligheder i deres økonomiske situation.
Kan det tænkes at vi skal vende tingene lidt på hovedet og fokusere på at skabe gode ting ud af den udvikling, som vi nu engang ikke kan stoppe?
Privatisering af både skoler, plejehjem og andre institutioner har blandt andet vist sig at skabe mere trivsel, mindre bureaukrati, mere valgfrihed, så hvorfor kæmpe imod det?
Måske skal vi undersøge hvorfor de kommunale tilbud ikke er lige så effektive og attraktive som de private? Ved at gøre det, kan vi bedre lave en plan om, hvad der skal ændres i de kommunale tilbud eller om der skal fremmes flere private tilbud.
Udviklingen er kommet for at blive og vi bør fokusere på, hvad der er bedst for den enkelte borger.