Politikredsen har i år foreløbig modtaget 25 anmeldelser, hvoraf de ni er foretaget i august måned.
Syd- og Sønderjyllands Politi advarer borgere og forretningsdrivende om, at der i øjeblikket er falske pengesedler i omløb. Forleden advarede Sydøstjyllands Politi om samme problem i blandt andet Kolding.
Syd- & Sønderjyllands Politi har i år foreløbig modtaget 25 anmeldelser, hvoraf de ni er foretaget i august måned.
I langt hovedparten af sagerne har der været tale om, at personer har betalt med falske 1.000-kronesedler. I enkelte tilfælde har der været tale om falske 500-kronesedler, ligesom der også har været enkelte sager om falske Euro-sedler i år.
Bred vifte af forretninger
De falske pengesedler har været brugt som betaling i en bred vifte af forretninger. Det gælder både dagligvarebutikker, tøjforretninger, spisesteder m.m. Og geografisk er hændelserne bredt fordelt i politikredsen.
-De kriminelle spekulerer i, at personalet ved kassen udelukkende har få sekunder til at vurdere en pengeseddel i forbindelse med betjeningen af kunderne. Og den typiske fremgangsmåde er, at de kriminelle køber varer for et lille beløb og betaler med den falske 1.000-kroneseddel, eller spørger, om man kan veksle. På den baggrund opfordrer vi både borgere og handlende til at være særdeles agtpågivende, især hvis de modtager 1.000-kronesedler. Og fatter man mistanke, så tøv ikke med at kontakte politiet, pointerer vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.
Tre gode råd
Han kommer med tre gode råd til butikkerne for at imødegå sager om falske pengesedler:
• Sæt et skilt op på butiksdøren, hvor det tydeligt fremgår, at forretningen maksimalt giver fx 300 kroner tilbage i byttepenge, og at det ikke er muligt at veksle penge/veksle andet end maksimalt 100 kroner – fx så kunderne kan få mønter til indkøbsvognen.
• Sørg for at instruere de ansatte i, hvordan de spotter falske pengesedler. En grundig orientering bør være en del af virksomhedens sikringspolitik, på samme måde som selskabet også har en politik for håndtering af dagens omsætning, der skal i banken, sikring af særlige værdifulde varer i butikken m.m.
• Hav klare retningslinjer for, hvornår en ansat ved kassen kan tilkalde bistand fra fx en butiksleder – i tilfælde af mistanke om, at en person er i gang med at betale med falske penge. Det er vigtigt at kunne tilkalde bistand, også selvom der er mange kunder ved kasselinjen og travlt i butikken.
Sådan spotter du, om en pengeseddel er falsk
• Har pengesedlen et vandmærke?
• Er der en vinduestråd med et bølgemotiv?
• Er der et hologram, der reflekterer lyset i forskellige farver?
• Er der en skjult tråd, som ses, når sedlen holdes op mod lyset?
• Føles papiret ægte?