Læserbrev af Mette Voss, pædagog, Borgergade 38, 6000 Kolding.
Kære byråd, kære Børneudvalg.
Med en overskrift som “Mistrivsel, anbringelser og vold mod børn: Udgifter til at hjælpe børn stiger med millioner” i JV. i denne uge, er der endnu en grund til bekymring for børneområdet.
Igennem mange læserbreve har jeg gjort opmærksom på behovet for flere hænder på gulvet og en indsats der batter på 0-6 års området.
I har valgt at være tavse og hænderne har vi aldrig fået.
Nu er udgiften til specialområdet voldsomt stigende og behovet for ekstra hjælp til det enkelte barn, bliver i den grad tydeligt, men den viden vælger I forsat at sidde overhørigt.
I stedet sætter I ind med endnu et koncept. Senest var 1000 personaler fra daginstitutioner, dagplejen, Skoda og sundhedsplejen samlet til et kickoffmøde.
Her fik vi en gennemgang af børns trivsel, der fortalte at der bare indenfor 0-3 års alderen er markante forskelle i børns sociale kompetencer – herunder empati, selvregulerering og samarbejde og hvert 4-5 barn når til skolen, uden de kompetencer de har brug for, for at være en del af fælleskabet.
Vi ved fra forskning at en tidlig indsats batter. Det vil være med til, at barnet får den hjælp og færdigheder til at klare sig selv på sigt og dermed blive en ressource i voksenlivet.
Gode vuggestuer og børnehaver spiller en helt afgørende rolle i forhold til børns tidlige læring og udvikling.
Forudsætningen for dette arbejde, er et godt, trygt og stimulerende børneliv med ordentlige normeringer og uddannet personale.
Men i stedet for flere voksne i institutionerne, er meldingen at den hjælp der skal til, skal gives i fællesskabet med andre børn. Der er vi som pædagoger slet ikke uenige, men det kræver altså flere hænder.