Læserbrev af Filip Bekic Bladt (S), næstformand i natur, miljø og klimaudvalget, Anne-Mariesvej 15, 6000 Kolding.
Budgettet i Kolding Kommune er på plads og jeg glæder mig over en bred aftale. Til byrådsmødet i maj godkendte byrådet biodiversitetsstrategien.
En ambitiøs strategi, som handler om at udlægge mindst 2.780 hektar jord til natur, så andelen af beskyttet natur som minimum kommer op på landsgennemsnittet på 10,3 %. Kolding Kommune har i dag 5,7 % beskyttet natur.
På byrådsmødet var mit budskab, at det ikke er nok med pæne ord, men at det kræver handling. Derfor er jeg meget glad for, at det lykkedes et bredt flertal at sætte 3,2 mio. kr. af de næste år til vores hårdt presset natur.
For lige netop på naturen halter vi bagefter, både i Kolding og Danmark. Kolding ligger på plads nr. 85 ud af 98 kommuner, når det kommer til naturkapital, og Danmark ligger sidst i EU sammen med Belgien, når det kommer til fredet natur. Derudover er hele 95 % af naturtyperne i Danmark i dårlig bevaringsstatus.
Ligesom naturen er vores havmiljø også i en dårlig forfatning og Lillebælts tilstand kategoriseres som ringe – som det i øvrigt gør i det meste af Danmark. Dette selvom vi har tilsluttet os EU forordningen, som kræver vandkvalitet i god økologisk tilstand i alle vores have i 2027.
Men selvom vores plan virker som en dråbe i havet, så viser vi nu handling og giver mere plads til naturen. Der sker heldigvis også positive ting som at “Vilde Lillebælt” vandt miljøministeriets konkurrence om Danmarks vildeste kommune, og Landmand Peter Hindbo vandt en pris for hans arbejde med vild natur og biodiversitet.
Der er mange gode historier og der skal være endnu flere, hvis vi vil prioritere naturen, vores vandmiljø og de sjældne dyre- og plantearter.