Kolding Netavis

En nedrivning kostede Andreas Schou guldet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Stepping
Der var masser af hyldes til medaljetagerne i DM-klassen. Fra venstre ses Birgitte Bøgh-Sørensen, Orifarm, Bigitte Schou, Andreas Schou (sølv), Lars Nørgaard Pedersen (guld), Renee Ulvsbjerg (bronze), dommer Per Krohn og Ulf Helgstrand, formand for Dansk Rideforbund. Pressefoto.

Lars Nørgaard Pedersen fik sit hattrick og vandt DM i ridebanespringning for tredje år i træk. Den lokale vært måtte nøjes med sølv.

Det var tæt hele vejen igennem, men i sidste ende var det Lars Nørgaard Pedersen, der fik guldmedaljen ved Orifarm DM for senior ved det 12. og sidste mesterskabsstævne hos Absolute Horses på Tågerup i Sommersted. Han fik sit hattrick, for det var tredje år i træk, han vandt – tilmed på samme hest, Bøgegårdens Gladiola.

Det betød, at det ikke lykkedes for den ene af stævnets værter, Andreas Schou, at vinde mesterskabet. En ærgerlig nedrivning i anden finalerunde betød, at han måtte nøjes med sølv. Han red på Independent.

Renee Ulvsbjerg på Celeste Balslev havde også en nedrivning og endte med en bronzemedalje.
på fjerdepladsen kom Kasper H. Hansen på Contador, på femtepladsen Rikke Haastrup Kristensen på Engerupgaards Cashett. Nummer seks blev Martin Mose Knudsen på Ci Beau Ask og syv Konstantin Denken Künneann på Aks Crowney.

Let og svær bane

Banerne til de to finalerunder i mesterskabet var meget forskellige i sværhedsgrad. I første runde var ni af de 17 deltagere fejlfrie, så der blev ikke byttet meget om i forhold til den indledende runde.

I anden finalerunde var der til gengæld ikke en eneste rytter, der formåede at ride fejlfrit på både tid og forhindringer. To ryttere klarede tiden, men havde en nedrivning og for mange fejl med sig fra de første runder – og tre ryttere havde ingen nedrivninger, men en tidsfejl.

Tilfredse vindere

Lars Nørgaard Pedersen var naturligvis tilfreds med sin sejr,

-Det er helt fantastisk, nu skal jeg nyde øjeblikket og ikke tænke længere frem, sagde han på
spørgsmålet, om han nu skal satse på en fjerde gang. Den første finalebane var let, den anden svær, når man skulle få det til at passe.

Også Andreas Schou, der sammen med sin bror Christian driver Absolute Horses, var tilfreds.

-Det var selvfølgeligt ærgerligt med det nedslag. Det var en skam, at det ikke skulle lykkes for mig at vinde det mesterskab på hjemmebane. Men det var en god optakt til de kommende store stævner, sagde han.

Renee Ulvsbjerg var tilfreds med bronzemedaljen.

-Det er første gang min hest har gået så stort et stævne, sagde hun.

-Nedrivningen var min egen fejl. Jeg skulle have givet den noget mere plads.

Sikker vinder i U18

Også Jyske Bank Agria DRF-mesterskab blev afgjort søndag med to finalerunder. Her var Josephine Christian Jacobsen på Tango en sikker vinder. På andenpladsen kom Frida Munk Madsen på Valerie Ask, der heller ikke havde nogle nedrivninger, og nummer tre blev Karoline Sloth Kjær på Cocorico de Riverland, som fik en nedrivning i anden finalerunde. Nummer fire blev Emma Ponsaing på Aramis, nummer fem Jacob Theodor Schmidt på Commarron Z og nummer seks Caroline Knudsen på Landlyst Callicon.

Der var kun tre fejlfrie af 15 ryttere i første finalerunde og fire i anden.

-Jeg er vældig glad. Det var lige som jeg havde håbet på, lød det fra 15-årige Josephine Christian Jacobsen, der sikrede sig sejren efter tre fejlfrie runder. Det var rigtig gode baner med nogle fine sving. Jeg synes faktisk, begge finalerunder var lige gode.

Josephine Christian Jacobsen har store planer nu:

-Jeg skal i Drammen om halvanden uge, hvor vi er udtaget til Nations Cup. Og så tager vi den derfra.

-Det er helt fantastisk, lød det fra Frida Munk Lassen. Hun lå som nummer fire før sidste finalerunde, men var fejlfri og rykkede dermed op.

Karoline Sloth Kjær på Cocorico de Riverland mistede sølvmedaljen, da der faldt en bom.

-Det var et ærgerligt nedslag, men jeg fik dog en medalje, sagde hun. Mn hest sprang vildt godt, sagde hun.

Godt vejr

DM-klassen var finalen på stævnet, der startede onsdag. Og for en gangs skyld har det været uden regn. Solen var også fremme, men blæsten var der som altid på Tågerup. En sort sky hang over banen til finalen, men det holdt tørt.

Se billederne nedenunder…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel