Kolding Netavis

En håndsrækning til påske

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Bilka/pressefoto.

Bilka Kolding donerer igen i år overskudsmad og -varer til udsatte borgere i Kolding gennem Kolding Madhjælp.

Nu står påsken for døren, og for mange betyder det fridage med familie og venner, der samles om det store påskebord med masser af lækkerier. Men dage som disse kan være ekstra svære for mennesker i svære livssituationer, der har problemer med at få midlerne til at række hele måneden. For det er ikke alle, der har råd til eller mulighed for at holde sådan en påske.

Derfor donerer Bilka Kolding de overskudsvarer, der kommer fra påskens lukkedage til Kolding Madhjælp – et fællesskab af frivillige som arbejder efter mottoet: ”Ingen skal gå sultne i seng.”

Det betyder, at familier og enlige i svære livssituationer kan holde en lidt bedre påske, end de ellers ville have haft. Hos Kolding Madhjælp er de meget glade for at modtage overskudsvarer fra Bilka Kolding.

-Maddonationerne fra Bilka betyder virkelig meget, fordi de giver Kolding Kommunes mindre ressourcestærke borgere en mere festlig påske, end de ellers ville kunne få. Vi er glade for, at Bilka Kolding vil hjælpe os med gøre madspild til madgavn, og der er ingen tvivl om, at initiativet er til glæde for rigtig mange mennesker, fortæller Ida Jørgensen, formand i Kolding Madhjælp.

En bedre påske til udsatte borgere

Det er ikke kun Kolding Madhjælp, der er begejstret for donationerne. Thomas Vejlgaard Kristensen, der er sektionschef i Bilka Kolding, er meget tilfreds med, at butikkens overskudsmad og -varer går til et godt formål. Både fordi samarbejdet med Kolding er med til at mindske madspild, men særligt fordi varerne, der udløber i lukkedagene, kan komme andre til gode.

-Højtider kan være svære, når man ikke har mange penge mellem hænderne, så det giver kun god mening for os at donere varerne til borgere, der trænger. Og så står vi jo i en helt særlig situation lige nu, hvor prisstigningerne gør, at nogle familier bliver presset endnu mere på økonomien. Derfor går det nærmest op i en højere enhed med donationerne i øjeblikket – også når det kommer til at bekæmpe madspild, siger Thomas Vejlgaard Kristensen, sektionschef i Bilka Kolding.

Kolding Madhjælp kommer til Bilka Kolding efter lukketid onsdag den 13. april, hvor de får udleveret de varer, der er tæt på sidste salgsdato. Det kan blandt andet være grønt, brød, kød, frugt og andre varer. Derefter uddeler Kolding Madhjælp overskudsvarerne til familier, enlige og andre udsatte borgere. Her bringer maden stor glæde og lettelse hos de mange mennesker, der er udfordret af økonomi, sygdom eller sociale udfordringer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel