Mange af de møbler, som afleveres på Kolding Kommunes genbrugspladser, kan snildt bruges igen frem for at ende som materialer til genanvendelse eller endnu værre som brændsel til varmeforsyningen.
Derfor inviterer Kolding Kommunes genbrugsfællesskab til eventen Hyg og byg, hvor deltagerne kan upcycle møbler fra genbrugspladserne.
-Den første del af dagen er for studerende på de videregående uddannelser, men andre besøgende er også velkomne. De studerende kan simpelthen få et møbel, som de har ombygget, udsmykket eller hacket, med sig hjem. Og de kan få kyndig vejledning af tv-tømrer Casper Kjerumgaard, som står til rådighed hele dagen med værktøj, tips og teknikker, fortæller Niels Kallesøe Sørensen, eventkoordinator i Kolding Kommunes afdeling Redux – Affald og Genbrug.
Shuttlebus for studerende
Der kører bus fra et stoppested ved SDU til Bronzehallen imellem kl. 11.30 og 18, og der er plads til, at de studerende kan få deres genbrugsmøbel med retur til centrum. Når bussen ankommer til Hyg og byg, får de studerende et ”kuponhæfte”, som giver adgang til et møbel, mad og en fribillet til Trapholt.
På dagen kan man blive klogere på sortering og upcycling og få en snak med Trapholt om bæredygtigt design. I tidsrummet kl. 12-18, hvor de studerende er i centrum, vil det også være muligt at møde frivillige fra Repair Café, som hjælper med at reparere tøj og uundværlig hverdagselektronik som fx mobilopladere.
-Vi er superglade for samarbejdet med Repair Café, for de er om nogen medspillere på dagsordenen om at forlænge levetiden på de ting, vi omgiver os med. Jo længere tid ting holder, jo bedre er det for klimaet – og de studerendes økonomi, lyder det fra Niels Kallesøe Sørensen.
Byg bogskab og fællesskab
Kl. 19-21 er Bronzehallen åben for alle, og der vil være rundvisning i hallen, som bl.a. har værksteder og et skatkammer med alskens materialer og dimser. Hallen er en genbrugslegeplads, hvor borgerne kan sætte egne aktiviteter i gang i fællesskab.
Denne aften er der mulighed for at lære at bygge et bogskab. Casper Kjerumgaard instruerer og hjælper med byggeriet. Bogskabe gør brugte bøger tilgængelige rundt omkring i kommunen. Så hvis man har lyst til at have et stående i sin indkørsel, er der her en chance for at bygge et og fylde det med bøger fra genbrugsbiblioteket.
Bogblogger Karina Ahm er indehaver af bogskabet på Poppelalle i Bramdrupdam. Hun kommer forbi og fortæller om, hvordan bogskabet bliver brugt lokalt.
Der vil være smagsprøver fra den socialøkonomiske virksomhed Multifoods, kaffe på kanden og tid til en snak om sortering og cirkulær økonomi.
Bronzehallen ligger klos op ad Kolding Nord Genbrugsplads, hvor det er tilladt at tage ting med hjem fra. Hvis man ikke bryder sig om at fiske ting op af containere, men gerne vil købe genbrug, kan man gå i genbrugsbutikken i Bronzehallen. Den er fuld af ting fra genbrugspladserne i Kolding Kommune.
Arrangementet foregår 23. september klokken 12-21 i Bronzehallen, Bronzevej 3 i Kolding Nord.
Hyg og byg: Program
Kl. 12-18
♻ Møbelhacking
♻ Reparer dit tøj eller din bærbare computer med Repair Café
♻ Snak bæredygtigt (møbel)design med Trapholt
♻ Undervejs serveres der kaffe, vand og smagsprøver fra Multifoods
Kl. 18-19: Pause
Kl. 19-21
♻ Byg bogskab og fællesskab
♻ Mød Karina Ahm med bogskabet på Poppelalle i Bramdrupdam
♻ Besøg Bronzehallens værksteder og skatkammer
♻ Få en snak om cirkulær økonomi med affaldskonsulent