Stepping-borgerne har ord for, at de kan det de vil. Og de ville beholde deres skole i landsbyen.
Da Kolding Kommune hittede på at nedlægge den, lavede de bare på rekordtid deres egen friskole.
For da byrådet i Kolding besluttede at nedlægge skolen i Stepping, glemte de åbenbart at tage forældre og borgere i ed. Kun ganske få forældre valgte at sende deres poder over ”grænsen” til nabosognet Ødis for at få dem undervist. De valgte deres egen helt nye friskole.
Fredag i sidste uge gik flagene så til tops i landsbyen – og ved deres skole. Deres egen friskole kunne nemlig fejre ti års jubilæum. Og det blev gjort med fest i skolegården, skriver netavisen sebro-press.
Der var forskellige aktiviteter rundt omkring, fælles sang, og der var taler.
Formanden for skolens bestyrelse, Claes Pasgaard Erlang, benyttede lejligheden til at gøre opmærksom på, at det ikke var en selvfølge, at skolen nu kunne fejre 10-års jubilæum:
-Vi står her, fordi en række forældre og lokale ildsjæle satte sig for at starte en friskole. De ville næsten for en hver pris bevare Stepping og lokalområdet. Og her spiller en skole en vigtig rolle. Tak til jer der løftede opgaven, lød det fra Claes Pasgaard Erlang.
Også skolens leder, Lise Klausen, var fremme med en tale. Hun fortalte, da hun startede på skolen for ti år siden, var der kun tretten ansatte nu er der 40.
Lise Klausen glædede sig over, at skolen ikke alene havde fået lov til at bestå, men også over at den har udviklet til det, den er i dag med blandt andet overbygnings klasser og senest med et børnehus i skoven med tilknytning til skolen:
-Vi prøvede i starten at lave en anden slags skole end den der kendes fra den almindelige folkeskole, og der lykkedes, sagde Lise Klausen.
Stepping Friskole bygger sit virke på den grundtvigsk-koldske tankegang, hvor der tages udgangspunkt i det enkelte barn. I dag har skolen 140 børn.