Den ene af årets julekoncerter i Brændkjærkirken i Kolding er allerede udsolgt.
For første gang siden 2019 arrangerer Kolding Flisepudser Laug af 1985 de traditionsrige julekoncerter i Brændkjærkirken i Kolding. Der er i alt tre koncerter.
I år har Stig Rossen gæstesolisten Andrea Lykke Oehlen-Schlager med. Hertil kommer et kor og orkester.
De smukkeste og mest elskede danske julesalmer er en del af Stigs repertoire, som han blander med de bedste sange fra hans engelsk-sprogede repertoire.
-Vi flisepudsere er utroligt glade for, at der igen er mulighed for at gennemføre tre julekoncerter med Stig Rossen. Der har altid været udsolgt, og det skal der også nok blive her i 2022. Gæstesolist Andrea Lykke Oehlenschlager er kendt fra hovedrollen fra succes musicalen Bodyguard. Derudover har hun netop været en af deltagerne i årets ”Vild med dans” på TV2, fortæller Kolding Flisepudser Laugs oldermand, Otto Skak, og fortsætter:
-Det er en stor fornøjelse for Flisepudser Lauget at arran-gere de populære julekoncerter gennem årene, det betyder, at vi kan være med til at give det trofaste publikum en rigtig god julemåneds oplevelse. Julekoncerterne er med til, at vi kan samle penge ind, som vi kan donere til humanitære formål i Kolding, hvilket kan være med til at sprede glæde hos modtagerne. Hvert år er Stig Rossens julekoncerter bygget op om nogle af julens glade budskaber. Når Stig Rossen med ensemble drager ud på danmarksturné med juleshowet, er det især hygge og nærvær, som topper repertoiret, siger oldermanden.
Julekoncerterne afvikles søndag den 18. december. Den første koncert klokken 15 er allerede udsolgt. Der er stadig mulighed for at købe billetter til koncerterne klokken 17.30 og klokken 20.