Kolding Netavis

Emil Lyck skal læse den spritnye uddannelse

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
-3D-print er virkelig brugbart inden for produktudvikling. For her kan man prøve ideerne af ved at printe sine prototyper i takt med, at man udvikler produktet. Det er super spændende at arbejde med, siger Emil Lyck. Foto: Maria Tuxen Hedegaard.

Der var meget at fejre, da 26-årige Emil Lyck i torsdags var til dimission på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Han er færdiguddannet Produktionsteknolog og har oveni fået en studiepris for sit engagement på studiet.

Han har søgt ind på den spritnye uddannelse i Industriel 3D-print til august og har ved siden af fået studiejob nogle dage om ugen i sin tidligere praktikvirksomhed IBA Nexttech.

Jo, det er ikke helt dårligt at være Emil Lyck. Og han smiler da også fra øre til øre og glæder sig til alt det nye, og alt det han har lært på uddannelsen til Produktionsteknolog.

Emil er ordblind og har derfor været udfordret i sin skolegang. Men på IBA fik han dispensation for sine stavefejl i de rapporter, han afleverede. Og så gik det pludseligt meget bedre. Ikke mindst – når han kunne kombinere teori og praksis.

-Vi har haft en super god produktionsteknologklasse. Ja, vi har virkelig været et godt hold. Så jeg føler, at jeg har lært en masse, lyder det fra Emil, som også glæder sig over, at han det næste halvandet år kan fordybe sig i 3D-print både på sit studie og i studiejobbet ved siden af.

3D-print er virkelig brugbart inden for produktudvikling. For her kan man prøve ideerne af ved at printe sine prototyper i takt med, at man udvikler produktet. Det er super spændende at arbejde med.

Emils nye 3D-print uddannelse er en overbygning, som tager halvandet år. Det sidste semester er de studerende ude i praktik i 12 uger. Uddannelsen lægger sig oven på en uddannelse som Produktionsteknolog eller Automationsteknolog.

Overbygningsuddannelsen til 3D-print begynder i slutningen af august og varer halvandet år. Studerende på uddannelsen kan få SU.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel