Mange danskere sparer penge på strømmen ved at bruge eksempelvis vaske- og opvaskemaskiner, når strømmen er billigst om natten og i dagtimerne. Men det kan i værste fald føre til en stigning i alvorlige brande denne vinter. Sådan lyder advarslen fra skadedirektør i Gjensidige.
Siden priserne på strøm for alvor begyndte at stige, er de fleste danskere blevet bekendte med, at den er billigst at bruge om natten og i dagtimerne, hvor der er færrest tændte el-apparater i Danmark.
Og det har fået rigtig mange danskere til at bruge hjemmets største strømslugere som eksempelvis vaske- og opvaskemaskiner samt tørretumblere netop i de perioder. Men selvom det er en god idé for både samfundet og pengepungen, kan brugen af el-apparater når man ikke er hjemme have store konsekvenser.
I værste fald kan det føre til en stigning i brande i danske hjem denne vinter, lyder advarslen fra Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.
-Vi ved af erfaring og fra data, at en stor andel af brande i danske hjem starter i elektronik, og særligt i de større apparater. Og derfor er det vigtigt at være til stede, når de er tændt, så man kan nå at reagere, hvis der pludselig opstår en brand. Der bliver nødt til at være en balance mellem forsøget på at spare på strømmen, og den risiko man løber, siger han i en pressemeddelelse.
Pas på om natten
Et tidspunkt, hvor strømmen er billig, og der som regel er nogen hjemme, er om natten. Og derfor vælger mange at starte vaske- eller opvaskemaskinen inden sengetid, så disse kører, mens strømprisen er i bund.
Men skulle man være så uheldig, at der går ild i enten en vaske- eller opvaskemaskine om natten kan det udvikle sig fatalt og i værste tilfælde koste menneskeliv. Selvom det ikke anbefales at bruge maskinerne om natten, opfordrer Henrik Sagild til, at man som minimum husker at installere røgalarmer flere steder i hjemmet.
-Hvis der udbryder brand i et hjem om natten, kan det hurtigt udvikle sig fordi ejendommens beboere oftest ikke vil være opmærksomme. Og her kan en røgalarm altså være med til at redde liv, og derfor opfordres man på det kraftigste til at installere røgalarmer flere steder i hjemmet, og især gerne i nærheden af de mest strømslugende apparater i hjemmet.
Ifølge Beredskabsstyrelsen er 12 % af alle utilsigtede dødsbrande med en kendt årsag til branden de seneste ti år startet i elektriske apparater. Det er dermed den næst hyppigste årsag til dødsbrande i perioden efter uforsigtighed ved rygning.