Kolding Netavis

Egen bil er fremtidens transport i Kolding kommune

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Gitte Grønbæk (C). Pressefoto.

Læserbrev af Gitte Grønbæk (C), byrådsmedlem, Fynslundvej 41, 6064 Jordrup.

Det er det, de fleste gerne vil. Vi vil gerne have fleksibiliteten ved at køre i egen bil, eventuelt en delebil i fremtiden. Det ses tydeligt af alle statistikker. Der bliver flere og flere familier med egen bil og flere og flere familier med to biler.

Niels Buus Kristensen, næstformand i Klimarådet gav et indlæg for Plan og Teknik udvalget omkring Bæredygtig mobilitet. Hans vigtigste budskab var, at transport i egen bil er optimal for en kommune af Koldings størrelse. Egen bil giver fleksibilitet, stor rækkevidde, og udviklingen med el-biler gør transport i egen bil både klimaneutral og miljøvenlig.

Effektiv kollektiv trafik kræver meget store byer som f.eks. København, hvor det giver mening med metro, S-tog og busser, der kører stort set hele tiden, og hvor rigtig mange mennesker skal transporteres.

Koldings styrke er, at vi ligger centralt i landet med mange arbejdspladser indenfor rækkevidde, og vores attraktive boligområder ligger spredt i hele kommunen. Derfor skal vi gøre det let at komme rundt med bil.

Mobilitetsplan 2023 – 2035 for Kolding Kommune indeholder et ønske om mindre biltrafik, mere kollektiv transport og flere på cykel. Som jeg ser det, er det ikke det, de fleste af vores borgere ønsker.

Vi skal derimod have fokus på bæredygtig trafikafvikling, gode cykelstier og cykelruter. Og så skal vi sikre kollektiv transport for de, som ikke selv har bil, eller selv kan køre bil.

Den kollektive trafik skal nytænkes, så vi bedst muligt dækker det behov.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel