Stephen King er temaet til efterårets første Kulturcafé på Kolding Bibliotek.
Stephen King er i den absolutte sværvægtsklasse, hvad angår udforskningen af de mørke sider af mennesket. Hvem vil nogensinde glemme deres første oplevelse af ikoniske gyserfortællinger som Ondskabens Hotel, Carrie eller Det Onde?
Til Kulturcaféen vil Ulrik Thiim fortælle om de mange spændene temaer i et forfatterskab, der er som skabt til en blæsende efterårsaften. Ulrik Thiim er til daglig døvepræst ved døvemenigheden Sydjylland-Fyn og har en stor, personlig interesse for Stephen Kings bøger. Efter oplægget er der tid til diskussion om emnet.
En gratis efterårstradition for alle
Kulturcaféerne har eksisteret et par år og er et samarbejde mellem Kolding Bibliotek og en række præster i Kolding. Hver gang vil en af byens præster fortælle om et kulturelt emne, som optager dem. Den 30. oktober fortæller Lene Thiim, præst ved folkekirkens skoletjeneste i Kolding, om ”Les Miserables”. Den 27. november skal det handle om tv-serien Matador ved Christian Hundebøl Høj, cand mag i Litteraturhistorie og ansat som formidler ved Koldingbibliotekerne.
Kulturcaféerne foregår klokken 10.00-11.30 i Bryggeriet på Kolding Bibliotek. Det er gratis, og man møder bare op. Det første arrangement finder sted tirsdag den 25. september.