Efter tandlægen.dk Kolding slog dørene op i nye lokaler i Bramdrupdam i starten af april tæt på motorvejen og nye attraktive rammer, er det allerede lykkedes at tiltrække både nye tandlæger og patienter.
Pladsen var blevet for trang i midtbyen hos tandlægen.dk i Kolding, der for nylig flyttede til Albuen 23 i Bramdrupdam. På den nye lokation råder tandlægen over næsten 600 kvadratmeter, og den gamle kliniks fire behandlingsrum er udskiftet med hele ti. Med handicapvenlig adgang og gode parkeringsmuligheder er det samtidig blevet nemmere at besøge klinikken, og nye patienter strømmer allerede til.
-Vi var simpelthen vokset ud af vores gamle lokaler og havde brug for mere plads, og vores patienter havde til tider problemer med at finde parkering i nærheden. Med den nye klinik er adgangen blevet meget bedre – vi har allerede fået en masse nye patienter – og det er blevet lettere at tage imod folk med handicap, som kan køre direkte ind og modtage behandling, mens de sidder i kørestolen, fortæller Amela Karabeg, klinikchef hos tandlægen.dk Kolding, i en pressemeddelelse.
To nye tandlæger
På medarbejderfronten har det nye setup også vist sit værd og tiltrukket to nye tandlæger, der er ansat per 1. maj. Ægteparret Andrea og Mikkel Poulsen har – efter 12 år hos en anden tandlægeklinik i Kolding – valgt, at folderne fremover skal slås i de nye kliniklokaler i Bramdrupdam, hvor stort set alle former for tandbehandling tilbydes.
-Det er fantastisk at komme til en stor, ny klinik, hvor alt udstyr er strømlinet, og hvor den nyeste teknologi er til rådighed. Og med de fysiske rammer er der gjort meget ud af at skabe et godt miljø for både medarbejdere og patienter – det løfter arbejdsglæden. Beliggenheden lige op ad motorvejen og tilgængeligheden heraf betyder også meget i forhold til valget, og det er vigtigt i en branche, som generelt mangler hænder, siger Mikkel Poulsen.
Udover rammerne er muligheder for kursusaktiviteter og efteruddannelse noget af det, som har været meget attraktivt for tandlægeparret.