Statsautoriseret revisor skifter spor efter 42 år.
Henrik Larsen er ny afdelingsdirektør i LEA Ejendomspartner i Kolding, der som en del af EDC Poul Erik Bech, er et landsdækkende ejendomsadministrationsselskab.
Efter 42 år i revisionsbranchen har statsautoriseret revisor Henrik Larsen valgt at lægge kursen om. De seneste otte år har han været aktiv partner i en af Danmarks største rådgivnings- og revisionsvirksomheder Beierholm.
Nu er tiden kommet til at hjælpe med at gøre det enkelt for LEA Ejendomspartners kunder at eje, drive og udvikle ejendomme, oplyses det i en pressemeddelelse.
– Som 64-årig stod jeg pludselig ved en skillevej. Jeg har været 42 år i revisionsbranchen, så det er et sted, jeg er velbevandret og føler mig hjemme. Men jeg har også haft lyst til at springe ud i nye, spændende udfordringer. Derfor har jeg valgt at skifte karrierespor og takke ja til at træde ind i LEA Ejendomspartner som afdelingsdirektør i Kolding. Jeg har rigtig meget energi at give af, og jeg ser frem til fortsat at være med til at udvikle og vækste en virksomhed, siger Henrik Larsen i pressemeddelelsen.
Med kontorer i Kolding, Odense, Næstved og Herlev administrerer LEA Ejendomspartner foreninger og ejendomsporteføljer over hele landet, og er desuden en del af Danmarks største mæglervirksomhed EDC Poul Erik Bech. Lars Ismiris er adm. direktør for LEA Ejendomspartner. Han fremhæver, at Henrik Larsens solide revionsbaggrund og lokale kendskab gør ham til den helt rigtig profil til stillingen:
– Henrik Larsen har en stærk, mangeårig baggrund i revision og rådgivning, og derfor kan han bibringe os en rigtig god ballast i rådgiverrollen. Han har meget stor indsigt i kundernes forhold, og det er vigtigt for os, da vi tilbyder specialiserede rådgiverydelser, hvor vi ikke blot hjælper kunder med almindelig ejendomsadministration, men rådgiver hele vejen rundt om deres ejendomme. Derudover er Henrik Larsen lokalt forankret og meget aktiv i det lokale liv i Kolding. Det gør ham til en ideel profil til stillingen, da vi mener, at den personlige relation og nærvær er afgørende i vores branche.
Henrik Larsen fortsætter som næstformand for Business Kolding og i bestyrelsen for Erhvervsgruppen Kolding.