Parret lukker fiskesøen efter 33 år.
Hvis man har hang til lystfiskeri, så har mange nok også været forbi Seest Møllesø ved Kolding.
Søndag er sidste åbningsdag – ikke bare inden vinterperioden, men faktisk den allersidste åbningsdag. Parret Hanne og Allan Thode går på pension og har valgt, at lukke fiskesøen. Det oplyser de på Facebook.
– Tak for alle de besøg, fiskerne har givet os i de 33 år på Møllegården. Vi sælger ikke stedet, men går simpelthen på pension. Der bliver ikke længere nogen mulighed for at fiske i Seest Møllesø, eller den ny sø efter i morgen, skriver Hanne og Allan Thode.
Søndag sættes der ikke nye fisk ud. Men de, som kommer og fisker, får en time ekstra, så søerne kan blive tømt for fisk.