Kolding Netavis

Efter 32 år takker Søren af

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Søren Heiwald (t.v.) og Jacob Olivarius Jessen side om side. Jacob overtager stafetten for Søren, som efter 32 års tro tjeneste hos Alfix går på pension. Foto: Alfix.

På arbejdsmarkedet kræver det i dag sin virksomhed at holde på medarbejderne i årtier ad gangen.

Det er lykkedes for den familieejede Kolding-virksomhed Alfix, der efter 32 år tager afsked med Søren Heiwald. Nye kræfter står klar til at føre de gode kunderelationer videre.

Der er flere årsager til, at Søren Heiwald er blevet i stillingen som salgskonsulent hos byggematerialevirksomheden Alfix i hele 32 år. Han beskriver nemlig at have været meget glad for sit job og ikke mindst den store frihed, der har fulgt med.

-Jeg har kørt min hverdag, som det passer mig – selvfølgelig ud fra firmaets retningslinjer, fortæller Søren Heiwald, der netop beskriver sit arbejdsliv som frit, dejligt og ukompliceret.

Han tilføjer:

-Jeg er gået glad på arbejde hver dag, og det er dét, der har drevet mig.

Salg og snilde går hånd i hånd

Søren Heiwald startede hos Alfix med erfaring som sælger af betontagsten og 10 år som selvstændig murermester. Da han som koldingenser fik øje på et stillingsopslag fra den Kolding-baserede producentvirksomhed, sendte han en ansøgning afsted.

Søren Heiwalds murerfærdigheder blev dog på ingen måde lagt på hylden, da han trådte ind i rollen som salgskonsulent:

Som konsulent er det en fordel ikke bare at vide, hvad man rådgiver om, men også at have et godt håndelag. Det overbeviser kunden, forklarer han.

Sørens farvel er ikke gået ubemærket hen. Hele 150 mennesker mødte nemlig op til Sørens reception for at tage afsked med et meget kendt ansigt i virksomheden. Foto: Alfix.

Plads til vækst og gode relationer

I Søren Heiwalds tid hos Alfix er virksomheden vokset i mere end én forstand. Han fortæller, at ud over en øget omsætning er medarbejderstaben mere end fordoblet på de 32 år, mens antallet af produkter er tre- til firedoblet i perioden.

-Det er dejligt at være en del af en succes, siger han stolt.

Til trods for den store medarbejdertilvækst er der stadig et særdeles tæt kollegialt samarbejde hos Alfix:

-Ud over at have en chef som behandler mig med respekt og som jeg holder utroligt meget af, har jeg også rigtigt gode kollegaer. Vi arbejder som et team, og vi gør hinanden gode, siger Søren Heiwald og uddyber:

-Virksomheden adskiller sig fra andre ved, at man hos Alfix tager sig af og passer på hinanden. Det er mere end bare arbejdsrelationer. Og det gælder stadig, selvom vi er mere end 50 medarbejdere i dag. Her er ingen vigtigere end andre.

Den helt rigtige efterfølger, der er håndplukket til positionen

Da Søren Heiwald ved udgangen af sidste år kunne se en ende på sit arbejdsliv, gik han selv i gang med at finde sin afløser. Her kontaktede han Jacob Olivarius Jessen, der ligeledes er murer og bor i Kolding.

-Jacob ville meget gerne overtage jobbet hos Alfix. Vi har nu kørt sammen i fire måneder, og jeg er sikker på, at Jacob bliver en god medarbejder for Alfix. Han er både en dygtig sælger og en dygtig håndværker, fortæller Søren Heiwald og fortsætter:

-Vi ligner hinanden meget, og han er som en kloning af mig. Det er vigtigt for både mig og firmaet med en medarbejder, der kan levere det samme til kunderne. Det ved jeg, at Jacob vil kunne gøre. Det betyder også, at jeg kan trække mig tilbage med ro i sindet.

En stor afsked

Søren Heiwalds farvel er ikke gået ubemærket hen. Hele 150 mennesker mødte nemlig op til hans reception for at tage afsked med et meget kendt ansigt i virksomheden.

Tidligere adm. Direktør Torben C. Toft holdt – ligesom hans søn og nuværende adm. Direktør Anders B. Toft – en flot afskedstale ved receptionen. Foto: Alfix.

-Det var en helt fantastisk og stor dag. Jeg vil aldrig glemme den, fortæller Søren Heiwald.

Oven på sådan en afsked skruer Søren Heiwald dog ikke helt ned for tempoet. Han ser frem mod en hverdag, der fortsætter med golf, svømning og vedligeholdelse af sit hus fra 1937. Og så glæder han sig til at bruge mere tid på på Fanø, at mødes oftere med kammeraterne fra skoletiden samt at hjælpe til i den vinbutik, kærestens søn driver.

-Jeg skal nok få banket noget op. Jeg kommer i hvert fald ikke til at hænge i sofaen, slutter Søren Heiwald.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel