Dyreværnet har købt Søndergaard Hunde- og Kattepension i udkanten af Kolding, som vil blive omdannet til et internat for hunde, katte og smådyr samt en hundepension.
Det vil skabe en fast base for Dyreværnet i Jylland og reducere den lange transporttid til Sjælland for dyreværnssager.
-Vi ser frem til at udvide med vores eget internat i Jylland. Søndergaard er et fantastisk sted for dyr med masser af plads og grønne områder, fortæller administrerende direktør, Henrik Knaack, i en pressemeddelelse.
Ejeren af Søndergaard Hunde- og Kattepension, Gitte Visbech, er tilfreds med salget og sikkerheden om, at dyrene stadig vil have et trygt feriehjem.
Med stigende behov for internatkapacitet forventes det, at Dyreværnet vil udvide med flere internater og pensioner i Jylland, Sjælland og Fyn.
Periode med løbende renovering
Dyreværnet overtager hunde- og kattepensionen på Gabølvej per 1. april. Der vil være en periode med løbende renovering for at skabe de bedste omgivelser til dyrene, indretningsmæssige behov og tilknyttelse af personale specialiseret i hundeadfærdsrådgivning.
Det bliver Bonnie Brill, med mange års erfaring hos Dyreværnet, der vil stå for den daglige drift på internatet og pensionen i Kolding.