Kolding Netavis

Drab: 32-årig mand fra Kolding idømt 14 års fængsel

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Drabet fandt sted den 10. august sidste år i en lejlighed i Kolding.

32-årige Mark Klausholt Biswas fra Kolding er tirsdag ved retten i Kolding blevet idømt 14 års fængsel for drab på sin tidligere kæreste. Drabet skete i en lejlighed på Knud Hansens Vej i Kolding.

Den 32-årige mand har erkendt at have dræbt sin tidligere kæreste med adskillige knivstik.

Dræbt kvinde var gravid

Den dræbte var en 31-årig kvinde fra Kolding, og hun var gravid, da hun blev dræbt.

Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse natten til den 10. august om et dødsfald i en lejlighed i Kolding, og det viste sig hurtigt, at den 31-åige kvinde ikke var død af naturlige årsager. Derfor blev dødsfaldet fra starten efterforsket som et drab med tekniske efterforskere, hundeførere, retsmediciner m.fl., til at foretage undersøgelser på og omkring findestedet.

Den dengang 31-årige mand blev anholdt og varetægtsfængslet umiddelbart efter fundet af den dræbte kvinde, og han har siddet varetægtsfængslet siden.

I dag blev han idømt 14 års fængsel og pålagt at betale erstatning til den 31-årige kvindes familie.

Mark Klausholt Biswas udbad sig betænkningstid i forhold til dommen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel