Nytænkning og nyskabelse i Seest sørger for musik til Bakkeskoleelever og alle andre i lokalområdet. Publikum skal selv spille alle instrumenter.
Det er bevist tit og med mange forskellige scenarier, at musik er velgørende, gavnlig og i det hele taget et middel til glæde og velvære. Seest Bydelsråd og Bakkeskolen har længe samarbejdet om opførelse af en helt ny udendørs musikpark for alle.
Bankrådet i Spar Nord Kolding, som også vurderer lokale ansøgninger til Spar Nord Fonden, valgte at bevilge lige det beløb, som Seest Bydelsråd i samarbejde med Bakkeskolen havde søgt – nemlig de 40.000 kroner, som betyder åbning af parken allerede nu. Torsdag eftermiddag blev Seest Musikpark officielt åbnet.
Annemarie Wichmann-Hansen, der er en af ildsjælene bag Seest Musikpark, fortæller at de specielle og unikke musikinstrumenter, som parken kommer til at byde på, kan bruges af alle mennesker. Store og små, unge og ældre – og for dem alle gælder det, at der ikke kræves særlige egenskaber eller musikkundskaber for at kunne spille på instrumenterne i parken.
– De særlige egenskaber findes i instrumenterne. De fleste er stemt efter den pentatoniske skala (hele toner) – og dette sikrer, at alle kan spille musik på dem. Det er nemlig ligegyldigt, hvor og hvordan du rammer – det lyder altid godt, siger Annemarie Wichmann-Hansen i en pressemeddelelse.
Attraktivt udflugtsmål
– Vi hæftede os ved flere muligheder, hvis Seest Musikpark kunne blive til virkelighed. Det ville da helt klart blive et attraktivt udflugtsmål for alle Koldings borgere og for gæster i byen. Derudover ville Kolding få endnu et sted, hvor familier kunne få herlige oplevelser i det fri med hinanden – ganske gratis, skriver direktør Bjarne Claussen i Spar Nord Kolding.
Som nævnt i starten er det ganske vist, at musik har et hav af positive kvaliteter og dermed en gevinst for ethvert menneske. Ud over at instrumenterne i Seest Musikpark altid vil lyde godt, har de også den egenskab, at de er beroligende og skaber en behagelig atmosfære.
Der er tænkt på alt, siger projektgruppen bag parken. Det bliver også muligt at tilgå instrumenterne, selvom man færdes i kørestol, med stok eller gangstativ – og med tiden er det også planen at der opsættes bænke i området.