Kolding Netavis

Dømt for at ville stikke gravid kvinde i maven

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Tre mænd er mandag blevet dømt for i forening, at ville stikke en gravid kvinde i maven med en kniv.

Retten i Kolding har mandag dømt tre mænd for, at de i fællesskab planlagde, at ville stikke en gravid kvinde i maven med en kniv. De er dømt for grov vold, oplyser Ritzau.

En 30-årig mand, der havde relation til kvinden og ifølge retten førte an i planlægningen, blev idømt to år og fire måneders fængsel. Han fik desuden en advarsel om udvisning af landet. Han er tidligere straffet for vold, hvilket har talt i skærpende retning.

En 29-årig mand fik et års fængsel, mens en 26-årig mand blev idømt halvandet års fængsel.

Den yngste af mændene befandt sig ifølge anklageskriftet flere gange på adresser i og ved Kolding for at angribe kvinden, men det lykkedes ikke, da hun enten ikke var på adressen, eller da der ikke blev åbnet tilstrækkeligt for hoveddøren, skriver Ritzau.

Det var i øvrigt et tip, der førte politiet på sporet af de tre mænd. En telefon blev derfor aflyttet af politiet, og det førte ifølge den anklagerfuldmægtige til sagen mod de tre.

Der er tale om ubetingede domme. Det betyder, at dommene skal afsones.

Tagget med: ,
Del denne artikel