Mandag aften er en risikomelding trådt i kraft.
Det danske sommervejr kan de næste 12 timer vise sig fra sin lunefulde side. DMI har udsendt en risikomelding, der melder om risiko for skybrud og torden. Det gælder også for Kolding og omegn.
Risikomeldingen er trådt i kraft klokken 18 og varer indtil tirsdag klokken 18.
Ved skybrud kan der falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter.
I tilfælde af skybrud er der risiko for oversvømmelse af lavtliggende områder som blandt andet kældre, vejbaner og viadukter. Nedsæt hastigheden, hvis du er ude at køre, for at undgå akvaplaning og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.
Det er også en god idé, at tjekke tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig, så vandet fra skybrud kan løbe bort.
Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer.
Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som for eksempel fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.