Kolding Netavis

DMI opgraderer til “voldsomt vejr”

Lørdagens vejr kan ende ud i det DMI kalder for “voldsomt vejr”.

DMI har nu opgraderet risikomeldingen til et decideret varsel for nogle områder i Danmark. Lørdagens vejr i Kolding-området er blevet opgraderet til det, som DMI kalder “voldsomt vejr”. Der kan således ventes tordenvejr og lokale skybrud. Varslet gælder lørdag mellem klokken 12 og 22.

Varme kombineret med en høj luftfugtighed er det rene benzin på bålet, når det kommer til kraftige regn- og tordenbyger. Lørdag står den på både masser af varme og høj luftfugtighed, og allerede fra om formiddagen kan de første regn- og tordenbyger vise sig, især i den centrale og østlige del af landet. Bygerne bevæger sig ikke så hurtigt og kan derfor give ret stor mængder regn over kort tid der hvor de rammer, og skybrud (mere end 15mm regn på 30 minutter) kan ikke udelukkes.

Senere på dagen går det også heftigt for sig længere vestpå, når et mere udbredt område med kraftige regn- og tordenbyger rammer Vestjylland og Sønderjylland med stedvise skybrud, oplyser meteorolog Lars Henriksen på DMIs hjemmeside.

Gode råd fra DMI

Ved skybrud og torden skal du være opmærksom på, at lavtliggende områder som eksempelvis kældre, vejbaner og viadukter kan blive oversvømmet. Du skal tilpasse farten til sigtbarheden og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden. Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre.

Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer.

Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som for eksempel fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.

270620 DMI

Foto: DMI.

Tagget med:
Del denne artikel