DMI har mandag aften udsendt en såkaldt risikomelding.
I meldingen advares der om, at der er risiko for torden, hagl og lokale skybrud. Meldingen gælder blandt andet for Kolding og omegn i et døgn – mellem tirsdag klokken 18 til onsdag klokken 18.
-Vi har lige sendt en risikomelding ud om skybrud for den vestlige del af landet, gældende fra sent tirsdag eftermiddag og frem til onsdag aften. Dette skal ikke tolkes som at vi hele perioden forventer lokale skybrud til i denne del af landet, men at en svag frontzone der forventes i området periodevis lokalt kan give det løft der kræves for at starte et skybrud. Derudover kan bygerne også lokalt være med hagl og kraftige vindstød, fortæller meteorolog Jesper Eriksen på DMI’s hjemmeside.
Skybrud er defineret ved, at der kommer mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.