Læserbrev af Tobias Jørgensen (V), folketingskandidat og byrådsmedlem, Fovsletvej 21, 6580 Vamdrup.
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste.
De seneste år er der kommet et øget fokus på erhvervsuddannelserne, det mener jeg er rigtig vigtigt, og Skills er en af de arrangementer, der er med til at give positiv omtale.
Den 4.- 6. april foregår Skills igen, i år er det i Næstved.
DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er med til at skærpe deres faglige niveau og deres faglige stolthed. De kan vise omverdenen, blandt andre grundskoleelever, erhvervsuddannelsernes mange forskellige og spændende muligheder.
Som tidligere faglærer, og nuværende skuemester til de regionale mesterskaber for anlægsstruktører, glædes jeg over den drejning debatten og fokus har fået. Flere bliver håndværkere af lyst, og det skal vi gribe, vi skal fortsætte med at holde positivt fokus på de kloge hænder. Jeg har kæmpe respekt for de der tager en lang videregående uddannelse, men jeg har lige så stor respekt for de der bliver uddannede svende, SOSU og lignende, for vi er sammen om at holde Danmark i gang.
Held og lykke til alle i unge, der på torsdag starter med jeres opgaver til dette års Skills.