Disney var søndag for første gang på Lillelunds Julemuseum, hvor der blev hygget sammen med Dansk Donaldist-Forening, DDFR, med godt humør og små finurlige Disney-røverhistorier.
Julebrødrene Brian og Bønny Lillelund, var meget glade for besøget på museet ved Brørup.
-Vi havde håbet på lidt flere besøgende, men det var også maj måned og ikke jul – og dog, for som sagt er der jul året rundt hos os julebrødre, fortæller Bønny Lillelund i en pressemeddelelse.
Han var imponeret over de smukke, skæve og finurlige tegneserier, malerier og postkort af tegneserietegner og kunster Rasmus Julius, som også var forbi med et stort udvalg af hans univers.
-Jeg gik flere gange rundt forbi hans bod og fordybede mig. Det er dejligt at se noget med kant på. Vi havde også en lille flok fra Dansk Donaldist-Forening, som viste en fin lille eksklusiv udstilling med Disney-julepynt frem. Og tænk engang, Laila, formand for DDFR, havde faktisk noget julepynt, som vi ikke engang har. Før hun besøgte os, vidste vi ikke, at der fandtes en så sjov og nørdet forening. Det er dejligt, at DDFR har valgt, at bruge vore rammer til et lille event, siger Bønny Lillelund.
Lillelund Julemuseum ønsker at samarbejde med spændende mennesker og nørder og skabe gode oplevelser til området.
-Vi vil altid gerne bidrage med en kulturel oplevelse på vores julemuseum, så Vejen Kommune bliver endnu mere rig på kultur. Vi gør, hvad vi kan for store og små events. Vores julemuseum skal ikke bare være vores, men familien Danmarks julemuseum!. Vores dør vil være åben for kultursamarbejde for store og små foreninger og nye udstillingskoncepter, forklarer Bønny Lillelund og fortsætter:
-Vi vil altid være åbne for at prøve nye idéer af med jul i fokus eller en skæv ting, vi ikke kan stå for, som ikke nødvendigvis har noget med jul at gøre. Vi bliver bare så glade, når nogle bruger vores sted. Så dryssede Disney-julestøvet ned over os julebrødre, som kæmper videre, og eventyret ender ofte godt. Så må vi bare se, hvornår vi finder på noget nyt, slutter han.
Du finder Lillelund Julemuseum på Sønderskovgårdvej 6, 6650 Brørup. Der er åbent om søndagen fra klokken 11-16. Dette gælder frem til oktober.