Kolding Netavis

DF, sandhed, økonomisk- og samfundsansvar: Svar til Molle Lykke Nielsen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Jørn Chemnitz (SF). Foto: Bo Nielsen.

Læserbrev af Jørn Chemnitz (SF), formand for natur miljø og klimaudvalget, Ejstrup Vang 6, 6000 Kolding.

I et læserbrev angriber DF for gud ved hvilken gang SF. Denne gang mig personligt for at ville give dispensation til fjernelse af et 170 meter langt kulturhistorisk jorddige, fordi der skal indvindes råstof i Viuf.

Molle fremhæver de store naturværdier i det ca. 3 m brede dige med et samlet areal på ca. 510 kvadratmeter, og bruger udvalgets ønske om at give dispensation til fjernelse som argument for, at jeg svigter mine politiske løfter og værdier.

Det er lodret løgn, for hvis Molle havde fulgt med i udvalgets drøftelse af sagen, ville han have hørt mine betænkeligheder og min opfordring til, at forvaltningen skulle undersøge muligheder for etablering af erstatningsnatur i lokalområdet – eventuelt genetablering af et tidligere fjernet dige.

Havde Molle og hans gruppeformand iøvrigt gjort deres forarbejde ordentligt, kunne de have bremset Kolding Kommunes køb af grunden på 110.000 kvadratmeter – til råstofindvinding i 2021.

Diget fandtes selvfølgelig allerede dengang, men DF bevilgede uden betænkeligheder pengene. Siden købet har det tidligere byråd indgået en politisk aftale om hurtig udvinding af råstoffer, transport under Storgaden og efterfølgende etablering af et rekreativt naturområde på mindst 110.000 kvadratmeter til gavn for beboerne og naturen i lokalområdet. En naboejendom er efterfølgende blevet opkøbt, så en tidligere ejer har modstræbendende måttet flytte fra sin elskede bolig gennem årtier, da råstofindvinding ville foregå tæt på boligen og medføre store gener.

Hvis Molle havde fulgt med på mødet, ville han vide, at entreprenøren som skal udvinde råstoffet, vil trække sig i tilfælde af, der ikke blev givet dispensation for fjernelse af diget. Dermed vil Kolding Kommunes køb af areal og naboejendom være spild af flere mio. skattekroner, og en familie har fraflyttet sin ejendom uden grund, 800.000m3 råstoffer til byudvikling i det nordlige industriområde og ikke mindst udvidelse af E20/E45 skal transporteres med lastbil fra Stepping/Anderup – altså ikke fra lokalområdet, som Molle hævder at foretrække – med CO2 udslip, klimabelastning og stor gene for trafikanterne på vejene. Det vil dreje sig om godt 36.000 lastbiler.

Beboerne i Alminde/Viuf vil gå glip af et rekreativt naturområde med næringsfattig natur på ca 110.000 kvadratmeter, og Kolding Kommune ligger i forvejen i bund i forhold til natur vil fastholde sin bundplacering. DF vil spænde ben og bruge sagen som politisk plat – hvor langt vil DF mon gå for at udstille sig selv?

Molle og Søren Rasmussen må føle sig ualmindeligt presset af SF, siden der uafbrudt skal udsendes platte og usande angreb, men sagen udstiller DF´s uansvarlige omgang med Kolding Kommunes økonomi, natur, miljø og klima – så på den baggrund kan jeg kun sige tak for hjælpen Molle.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel