Kolding Netavis

Dette indeholder budgetforliget for 2023

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Penge til børnene, campusområdet, ny brandstation og bedre veje.

Et flertal i Kolding byråd har indgået forlig om kommunens budget for 2023. Det prioriterer investeringer, der peger fremad, en ny 2050-plan for Kolding, sætter penge af til belastede veje og ikke mindst et markant løft af campusområdet. På servicen er der fokus børn og daginstitutioner, sårbare og udsatte børn og unge.

Brug for daginstitutioner

Over de næste år er der 110 mio. kr. til nye daginstitutioner. Dels sikrer det, at de mange børnefamilier kan få passet deres børn, og dels er det målet, at børnene bliver passet tæt på bopælen, så forældrene ikke skal køre langt.

De nye daginstitutioner kommer oven i, at der før sommer blev aftalt en ny institution og udbygninger til knap 200 børn i alt. Men der er behov for endnu flere pladser, så pasningsgarantien overholdes.

Specialundervisning og børnehandicap

Med budgetforliget prioriteres også sårbare og udsatte børn og unge. Som i hele landet er der stigende udgifter til specialundervisning, fordi flere elever har behov og udgifterne til børn med handicap stiger.

Derfor er der 28 mio. kr. til forskellige tiltag inden for specialundervisning og børnehandicap

Større og stærkere campus

Falck/Brandstationen bor til leje på havnen og er ofte klemt inde af trafikken. Derfor sættes der 44 mio. kr. af til en ny brandstation, hvor der også er plads til ambulancer.

Det giver plads til byrådets ambition at udvikle Kolding som studie- og campusby med fokus på at skabe sammenhæng mellem byen og campus-området. En hjørnesten i den ambition er udvikling af området omkring inderhavnen, herunder etablering af et samlingssted, hvor innovation, socialøkonomiske virksomheder, cafémiljø m.v. samles.

Fra 2024 er der 12,5 mio. kr. om året, så IT og Ingeniøruddannelser kan komme til campus i Kolding. Men allerede fra næste år sættes der penge af til aktiviteter for byens studerende.

Nye udstykninger og veje i populære områder

Kolding er voldsom populær lige nu, og er vokset med 1.400 indbyggere siden sidste sommer. Så nu prioriteres et stort, attraktivt boligområde i Kolding Nord ved Nr. Bjert / Birkemosevej. De næste år kommer der store boligudstykninger på begge sider af Fynsvej og omkring Birkemosevej og Sletteskovvej.

En omfartsvej fra Fynsvej nord om Nr. Bjert skal få trafikken til glide. Dertil kommer, at der sættes 40 mio. kr. af til at forbedre krydset Fynsvej / Jens Holms Vej, som mange morgentrafikkanter kender alt for godt til.

Kolding Stadion

Forligspartierne ønsker at støtte en opdatering af Kolding Stadion med op til 33,5 mio. kr. Derfor nedsættes der en styregruppe med formanden for Fritids- og Idrætsudvalget som formand samt en repræsentant fra hvert af forligspartierne.

Styregruppen skal inden for det afsatte beløb på 1,0 mio. kr. tilvejebringe et revideret projektoplæg, der ud over det af KIF skitserede projekt indeholder en klar opdeling af projektets kommercielle og kommunale del.

Byrådet støtter en opgradering af Kolding Stadion til superliganiveau under følgende forudsætninger:

a. at der foreligger et revideret budgetoplæg.
b. at Kolding Kommunes medfinansiering maksimalt udgør 33,5 mio. kr.
c. at der ikke er yderligere økonomiske forpligtelser for Kolding Kommune i form af øget tilskud, garantistillelse (deponering), driftstilskud eller lignende.

Med i budgetforliget er Det konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre, som har 23 af de 25 pladser i byrådet. Dansk Folkeparti er ikke med.

Du kan læse mere om budgetforliget her…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel