Connect with us

Kolding

Det største vejprojekt i Kolding er indviet

Offentliggjort for

den

Udvalgsformand Jakob Ville plantede en seljerøn ved det nye Seest Bakke-kryds. Til efteråret bliver der plantet flere træer og buske i områderne omkring krydset. Foto: Kolding Kommune.
Udvalgsformand Jakob Ville plantede en seljerøn ved det nye Seest Bakke-kryds. Til efteråret bliver der plantet flere træer og buske i områderne omkring krydset. Foto: Kolding Kommune.

Otte måneder har det taget at ombygge Seest Bakke-krydset i Kolding, men nu er det store projekt afsluttet.

Dermed er der blevet plads til lidt flere biler og en bedre afvikling af trafikken i et af kommunens mest befærdede områder, oplyser Kolding Kommune.

Torsdag indviede Jakob Ville, formand for kommunens teknik- og klimaudvalg, det nye Seest Bakke-kryds ved at plante en seljerøn på hjørnet af Seest Bakke og Tøndervej.

-Udfordringen har været klar. Gør vi ikke noget nu, så vil trafikken gå helt i stå inden for en kort årrække. Nu har vi et mere robust kryds, som fremtidssikrer trafikken i mange år, sagde Jakob Ville.

Udvidelsen består af følgende elementer:

• Udmundingen af Seest Bakke i Tøndervej er blevet flyttet ca. 75 meter længere vestpå, så der er bedre plads mellem de to store kryds på Tøndervej.

• Der er lavet en selvstændig venstresvingsbane på Seest Bakke, så det er lettere for bilister at komme ud på Tøndervej i retning mod centrum.

• Den nordlige del af Tøndervej er blevet udvidet ved Seest Bakke med et ekstra spor i vestlig retning.

• Udmundingen af Olaf Ryes Gade er lukket, så der ikke længere er adgang til Seest Bakke.

• Konstantin Hansens Vej er blevet opgraderet til gennemkørsel for trafik mellem Seest Bakke og Olaf Ryes Gade.

I sin tale reflekterede Jakob Ville over de forskellige forhindringer, som har kendetegnet de seneste otte måneders anlægsarbejde.

-Som altid i store anlægsprojekter har der været udfordringer undervejs. En hård vinter, et vådt forår, fundet af forurenet asfalt i de gamle veje, en spuns, der ikke helt makkede ret samt et lyssignal, der gik i rødt. Alligevel er det lykkedes at holde tidsplanen takket være nogle gode samarbejdspartnere, pointerede udvalgsformanden.

Jakob Ville rettede i sin tale også en stor tak til lokalområdet for tålmodighed mens arbejdet med at ombygge Seest Bakke-krydset stod på.

Som afslutning på det store anlægsprojekt til ca. 16,9 mio. kr. bliver der til efteråret plantet træer og buske i områderne omkring krydset.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Reklame

Erhverv

Den ene af finalisterne er fra Kolding

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Den ene af finalisterne er fra Kolding. Det er Knud Majgaard Jensen, Anders Jensen & Palle Jensen fra Autocentralen.com A/S i Kolding. Foto: BlumePress.

Årets Ejerleder 2021 bliver fundet ved et arrangement i Vejle den 3. november.

Den 3. november afholder PwC Årets Ejerleder 2021 i Sydjylland for 18. gang i samarbejde med Nykredit og Dansk Erhverv. Prisen går til den ejerleder, der har gjort en stor forskel for virksomhedens succes og er med til at skabe en bæredygtig fremtid. De tre finalister i Sydjylland er nu fundet.

Den ene af finalisterne er fra Kolding.

Det er Knud Majgaard Jensen, Anders Jensen & Palle Jensen fra Autocentralen.com A/S i Kolding.

Knud Majgaard Jensen driver Autocentralen med sine to sønner Anders og Palle Jensen og sammen udgør de tre ejerledere en stærk familiefunderet virksomhed med en over 40-årig historik. Der er særligt tre forhold, som de tre ejerledere vægter højt; lokalsamfundet, kunderelationer og medarbejderne. Familien engagerer sig i lokalområdet og sponsorerer både KIF Håndbold og Kolding IF, og de er samtidig ikke bange for at hive lokal ufaglært arbejdskraft ind.

Ejerlederne lever efter mantraet “Kunden har altid ret”, og det gælder, uanset om kunden er lille eller stor. Det gælder også, når det kan resultatere i en meromkostning for Autocentralen. Medarbejderne er alfa og omega for ejerlederne. De går ikke på kompromis med deres trivsel, og uanset hvor dygtig og værdifuld en medarbejder er, bliver god respektfuld opførsel altid vægtet højest. Familien har for nyligt valgt at afgive 10 % af virksomheden til en ledende medarbejder for at udvise tillid og give medarbejderen endnu mere commitment til Autocentralen, skriver PwC i en pressemeddelelse.

De to andre finalister er fra Esbjerg.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

112

Bedrageri mod sygehus: To mænd dømt

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Bedrageriet blev begået i forening og efter forudgående aftale med en tidligere indkøbschef hos Sygehus Lillebælt. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

To mænd er blevet dømt i bedragerisag mod Sygehus Lillebælt.

En 52-årig mand og 54-årig mand er torsdag blevet idømt fængselsstraf for at have begået fire bedrageriforhold mod Sygehus Lillebælt for i alt 2.098.222 kroner.

Retten i Kolding idømte de to mænd 1 år og 9 måneders fængsel, hvoraf tre måneder skal afsones. Resten er gjort betinget med vilkår om udførelse af 250 timers samfundstjeneste. De nu dømte nægtede sig skyldige, og det er uvist om de modtog dommen, oplyser Sydøstjyllands Politi.

De to mænd blev dømt for at have bedraget Sygehus Lillebælt i en periode fra november 2015 til september 2019. Bedrageriet foregik gennem deres firma, hvorigennem de modtog betaling for fragt og levering af varer, som aldrig blev leveret og modtaget på sygehuset.

Bedrageriet blev begået i forening og efter forudgående aftale med en tidligere indkøbschef hos Sygehus Lillebælt. Den tidligere indkøbschef blev den 31. maj i år idømt et år og ni måneders fængsel i sagen, da han ved Retten i Kolding tilstod at have begået bedrageri for 2.098.222 kroner mod Sygehus Lillebælt.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Kolding

Plovfuren delvist oversvømmet

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Dele af Plovfuren i Kolding er torsdag oversvømmet efter de seneste dages kraftige nedbør. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Trafikanter frarådes, at bruge Plovfuren som gennemkørsel i øjeblikket.

Dele af Plovfuren i Kolding er torsdag oversvømmet efter de seneste dages kraftige nedbør.

Kolding Kommune har sat skilte op, og trafikanter frarådes at bruge vejen mellem Seest og Alpedalen til gennemkørsel.

I følge vejrudsigten er den værste regn stilnet af, men det er usikkert, hvornår det igen vil være sikkert at bruge Plovfuren. Kommunen holder øje med vandstanden, og fjerner skiltene, når vandet er væk fra vejen.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Politik

Cirka 8.000 valgplakater klar til lørdag

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Fra venstre ses: byrådskandidat Niels Henning Bladt, borgmesterkandidat Eva Kjer Hansen og Ahmad Mohammadi, kandidat til byråd og regionsråd. Foto: BlumePress.

Venstre er klar, når der fra lørdag må hænges valgplakater op i Kolding Kommune.

Lørdag klokken 12 kommer der valgplakater op rundt om i hele Kolding Kommune. Det er til kommunal- og regionsvalget den 16. november.

I Vester Nebel er der i disse dage livlig trafik hos Finn Slemming, der er bestyrelsesmedlem i Venstres vælgerforening i Kolding Kommune. Han har nemlig sagt ja til, at opmagasinere valgplakaterne indtil de hentes. Og det bliver de i disse dage.

-Jeg kom til at sige ja til, at vi fik alle valgplakaterne herud til mig i Vester Nebel. Det fylder 13 paller. Der er i alt cirka 8.000 valgplakater, fortæller Finn Slemming til Kolding Netavis.

Lørdag starter Venstre med, at sætte valgplakater op her i kommunen:

-Vi skal ud at hænge i pælene her i weekenden, som nogle abekatter, lyder det spøgefuldt fra Finn Slemming.

Venstre har siden 2010 haft borgmesterposten med Jørn Pedersen som borgmester. Han har valgt at stoppe og derfor er Eva Kjer Hansen, tidligere folketingspolitiker, Venstres borgmesterkandidat i Kolding Kommune.

Valget til både kommune og Region Syddanmark afgøres den 16. november.

Hvornår må valgplakater hænges op?

Valgplakater i forbindelse med folketingsvalg, kommunale og regionale valg, Europa-Parlamentsvalg, folkeafstemninger og andre valg, der afholdes på offentligretligt grundlag (f.eks. menighedsrådsvalg), må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra kl. 12.00 den fjerde lørdag før valgdagen til 8 dage efter valget. Ved folketingsvalg må ophængning af valgplakater dog først ske fra statsministerens annoncering af valgets udskrivelse.

Se billederne nedenunder…

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Bramdrupdam

Syng efterårs-depressionen væk

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Sanggruppen Solong arrangerer et stort syng-med-arrangement i Forum Kolding. Pressefoto.

Lørdag den 6. november afholder Sanggruppen Solong et stort syng-med-arrangement i Forum Kolding under overskriften: Syng dig glad.

Den Kolding-baserede sanggruppe Solong har gennem flere år arrangeret syng-med-arrangementer forskellige steder.

For første gang underholder de i Forum Kolding Bramdrupdam. Formålet er at skabe en aften, hvor man er sammen om sangen og den positive energi, det giver.

-Selvom vi har arrangeret disse koncerter i flere år, så er det tydeligt at mærke, at den tradition for fællessang, der blev skabt under corona-nedlukningen, har sat sig i folk, fortæller Solongs formand Poul-Erik Hansen og fortsætter:

-Vi har derfor også været nødsaget til at skifte til Forum Kolding Bramdrupdam, hvor vi har dobbelt så mange billetter til rådighed.

Der har tidligere været 90 billetter til arrangementet, men med flytningen er der nu mulighed for 180 gæster. Størstedelen er allerede revet væk – og der er således kun ca. 40 billetter tilbage.

-Det særlige ved vores arrangement er også, at det kombineres med fællesspisning. Helt juleagtigt skal vi i år have flæskesteg med det hele og is til dessert. Vi ser også, at flere har brugt det som en mulighed for at mødes med venner og familie på en ny måde – og det er en idé, som vi gerne vil give videre, slutter Poul-Erik Hansen.

Arrangementet finder sted lørdag den 6. november kl. 18 i Forum Kolding Bramdrupdam. Billetter kan bestilles hos Rita på tlf. 7586 0406 eller købes på ssbad.dk.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Reklame

Tags

oktober 2021
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Populære artikler