Læserbrev af Vibeke Henriksen (V), Dalbyvej 16, 6000 Kolding.
Det ingen snakker om, er lidelsen Talblindhed/dyskalkuli og hvor der er et stort behov for, at man politisk anerkender talblindheden på lige vilkår med ordblindhed.
Når man lider af ordblindhed, har vi i dag gode muligheder for at kompensere for de manglende læsefærdigheder; der findes heldigvis virkelige gode IT-hjælpepakker og der kan gives ekstra tid til prøver, eksamener mv – hvilket er utrolig godt. Men når man lider af talblindhed, så kan man ikke engang kompenseres med en lommeregner til eksamener, prøver eller få ekstra tid til udførelsen af opgaver. Her ser jeg et kæmpe potentiale i, at man arbejder på at få ændret reglerne på området, så folk med talblindhed også kan få den understøttelse i faget, som er nødvendigt for at klarer sig godt i livet.
Talblindhed er et overset problem, men er en vedvarende funktionsnedsættelse, og som opleves som et stort handicap i hverdagen og volder problemer i forhold til uddannelse og arbejdsliv. Men kan også medfører svære mentale gener af utilstrækkelighed, og oplevelsen af at man er født dummere end andre.
Når man har svært ved tal, kan det give problemer i hverdagen. Det er vanskeligt at skulle med et tog når man ikke kan læse tidstabeller, finde frem til den rigtige perron og sit pladsnummer, det kan være en udfordring at gå i butikker og betale på MobilePay, når man ikke kan se forskel på 100 kroner eller 1000 kroner og det kan stresse når køen bliver lang, og damen bag disken vrisser – Nummeret står der! Og peger på skiltet.
