Connect with us

Skole

Designskolen vil skabe kontakt mellem studerende og erhvervslivet

Offentliggjort for

den

De fire designstuderende, Domille Cepaityte, Laura Sanchez, Matilde Gro Larsen og Andreas Griis, sammen med deres mentor, Jesper Wolff, som er produktdesigner hos Rockfon. Pressefoto.

Designskolen Kolding vil med udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål skabe kontakt mellem studerende og erhvervslivet.

Fra akustikproducenten Rockfon deltager produktdesigner, Jesper Wolff, som mentor for en gruppe på fire studerende. Målet er at klæde de studerende på til erhvervslivet, og projektet har dannet grundlag for synergi mellem begge parter. Det oplyser Designskolen Kolding i en pressemeddelelse.

Som studerende får man ofte fortalt, at hele verden ligger åben for ens fødder. Alligevel kan det være svært at finde ud af, hvad der egentlig venter på den anden side af studietiden. Med et nyt mentorforløb vil Designskolen Kolding skabe netværk mellem de studerende og erhvervslivet for at lette overgangen fra studerende til industriel designer.

Mentorforløbet er en del af kurset ‘Innovation’, hvor de studerende skal skabe innovative produkter med udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål med hjælp fra virksomheder. Et af de deltagende firmaer er akustikproducenten Rockfon. Produktdesigner, Jesper Wolff, er mentor for en gruppe på fire studerende, som består af Domille Cepaityte, Laura Sanchez, Matilde Gro Larsen og Andreas Griis på 3. semester af bacheloruddannelsen i Industriel Design. Ifølge Andreas Griis har projektet allerede resulteret i lærerige erfaringsudvekslinger:

– Det er virkelig lærerigt at have en mentor tilknyttet. Jesper fortæller om sine erfaringer som industriel designer og om designprocesser. Når vi går i stå, kommer han med idéer, der får os videre. Og så har vi fået adgang til Rockfons løsninger af stenuld, som er en bærende del af vores designløsning, fortæller Andreas Griis i pressemeddelelsen.

Vil genindføre biodiversitet i byerne

I Andreas Griis’ studiegruppe har man valgt at arbejde med verdensmål 11, som drejer sig om bæredygtige byer og lokalsamfund, og verdensmål 13, som omhandler klimaindsats. Målet er at genindføre biodiversitet i byerne, og til det vil de gøre brug af løsninger med stenuld.

– Vi har fundet ud af, at der er et kæmpe potentiale i at dyrke plantevækst på lodrette flader af stenuld. Lige nu er vi i den eksperimentelle fase, hvor vi påfører forskellige alger og mos på fladerne for at se, hvordan det fungerer, forklarer Andreas Griis.

Tanken bag designløsningen er, at byernes mange lodrette flader skal bruges til at genindføre biodiversitet i byerne. Mere beplantning vil skabe et bedre miljø for særligt insekter, og her er de lodrette flader en uudnyttet ressource. Indtil videre har gruppen haft stort held med at bruge alger på fladerne, da de er nemmere at få til at gro end eksempelvis mos.

Udover at bidrage til biodiversiteten vil beplantningen på fladerne også have en positiv effekt på byernes høje lydniveauer. Der er i tætte byer udfordringer med meget støj fra bl.a. biler, hvor lyden reflekteres mellem hårde facader. Her kan flader med stenuld hjælpe med at dæmpe de høje lydniveauer, som betonbygninger forårsager.

Samarbejde til gavn for begge parter

Hos Rockfon ser man samarbejdet som givende for begge parter, da de studerende bidrager med friske øjne og nyt perspektiv:

– Vi er gået ind i det her projekt for at lære fra os, men vi er i høj grad også endt med at lære selv. Det er vigtigt at få et indspark udefra og få et friskt perspektiv på innovation og udvikling. Designskolerne er fyldt med dygtige studerende, som man kan lære af som virksomhed, og især områder som bæredygtighed og nye løsningsmodeller er interessante. For os er det samtidig en mulighed for at komme ud at spotte dygtige talenter, lyder det fra Jesper Wolff.

I Andreas Griis’ studiegruppe er de også glade for samarbejdet og håber, at det på sigt kan føre til mere:

– Samarbejdet er en kæmpe succes. Rockfon er ekstremt samarbejdsvillige, og vi har fået adgang til laboratoriet, snakket med kemikere og ingeniører, og det har været meget lærerigt for os. Jeg har allerede snakket med de andre i gruppen om, at det kunne være sjovt at søge en masteruddannelse hos Rockfon på et tidspunkt, afslutter Andreas Griis.

Projektet afsluttes i denne uge, hvorefter Andreas med sin studiegruppe vil indsende projektet til verdens største designpris, INDEX: Award.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Skole

Realskolen inviterer indenfor

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Kolding Realskole inviterer lørdag den 30. oktober indenfor til Åbent Hus. Foto: BlumePress.

Lørdag skal eleverne i skole, da der inviteres til Åbent Hus.

Det kan være svært, når forældre skal vælge, hvilken skole poderne skal gå i. Skal det være Folkeskolen eller privatskole?

Det er baggrunden for, at Kolding Realskole, der er en privatskole, lørdag den 30. oktober inviterer interesserede til Åbent Hus på skolen.

Du kan møde Kolding Realskoles børn, lærere, pædagoger og ledere, oplev undervisningen & SFO og, vigtigst af alt: få en god og uforpligtende snak om, hvad det betyder at gå på Kolding Realskole.

Skolens elever går i skole denne lørdag, hvor besøgende også kan få en snak med elever på skolen.

Man er velkommen til Åbent Hus uanset om man blot er nysgerrig eller overvejer, at indskrive sit barn.

Kolding Realskole blev grundlagt den 1. april 1890 af Henrik Egeriis Christensen-Dalsgaard og er blandt de ældste realskoler i landet.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Skole

Tjenerfaget har ført til både familie og karriere

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Yaser Alnatour kalder sin læreplads og Hansenberg for sin familie, og nu er han efter en veloverstået svendeprøve klar til at flyve fra reden som faglært tjener.

Det er noget af en rejse, som Yaser Alnatour har været på.

Forleden var han til svendeprøve på erhvervsskolen Hansenberg i Kolding, og han er nu faglært tjener. Knap seks år efter, at han som flygtning kom til Danmark fra Syrien. Helt alene – uden hverken familie eller netværk.

-Jeg er rigtig, rigtig glad. På forhånd var jeg spændt på, om jeg bestod, men det gjorde jeg. Det hele startede i 2016, og nu er jeg udlært, siger Yaser Alnatour.

Det hele tog nemlig sin begyndelse, da Yaser Alnatour i 2016 – blot to måneder efter sin ankomst til Danmark – startede i et praktikforløb på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.

Ret hurtigt herefter satte han for første gang kurs mod Hansenberg , hvor han tog den toårige integrationsgrunduddannelse (IGU), der hjælper flygtninge med at blive en del af det danske arbejdsmarked – og med at få startet på en erhvervsrettet uddannelse.

-IGU’en var en meget vigtig fase for mig, for den gjorde mig klar til fremtiden – og til tjeneruddannelsen, forklarer Yaser Alnatour og tilføjer:

-I Danmark mødte jeg et helt nyt sprog og en helt ny kultur. Så jeg tænkte over, hvilket job der ville være bedst for mig. På tjeneruddannelsen lærer du det hele – om faget, sproget og landet. Det med at kunne sproget er så vigtigt, for man er hele tiden i kontakt med mange mennesker. Og som tjener får man nye oplevelser hver eneste dag. Derfor valgte jeg tjenerfaget.

Stor støtte

Valget af læreplads faldt meget naturligt på Trinity Hotel & Konference Center:

-Trinity var der for mig, da jeg var alene. Lige pludselig fik jeg løn og en familie. Jeg blev hørt, og de grinede aldrig af mit sprog. De troede på mig fra starten, og May-Britt er som en mor for mig, for hun har fulgt mig og støttet mig hele vejen igennem.

“May-Britt” er celebration planner May-Britt Andreasen, og hun fortæller, at hun har børn på samme alder som Yaser Alnatour. Derfor var det vigtigt for hende at få ham i gang med en uddannelse:

-Yaser har ikke set sine forældre siden 2014, og han er som en ekstra søn for mig. Jeg pressede på, for at han skulle have en uddannelse, så han kunne klare sig selv, og sammen kæmpede vi for, at han fik sin danskeksamen. Det var en hård omgang – og jeg kan da selv se, at det er mega svært at få styr på udsagnsord og så videre.

-Da han startede i praktik, kunne han ikke et ord dansk. Men han havde et servicegen, der skulle dyrkes. At han nu er faglært tjener, er helt fantastisk. Jeg er så stolt af ham. Han har kæmpet rigtig meget, og han har virkelig taget dansk kultur og traditioner til sig. Det har været en rejse for ham.

Drømmen er gået i opfyldelse

May-Britt Andreasen peger i den forbindelse på, at den 29-årige tjener modtog et legat fra 3F efter svendeprøven for sit hårde arbejde under uddannelsen. Et legat, som tjenerfaglærerne ved Hansenberg havde indstillet ham til, hvilket han sætter stor pris på:

-Mine to faglærere er bare så søde og hjælpsomme. De var godt klar over, at det var hårdt for mig, for man skal arbejde og læse så meget for at blive udlært tjener. Samtidig har jeg været i den bedste klasse med de mest hjælpsomme venner, forklarer Yaser Alnatour.

-Trinity og Hansenberg er så stor en del af mit liv. De er som en familie for mig. De har begge givet mig lige det, jeg har drømt om.

Yaser Alnatour fortsætter som faglært tjener hos Trinity Hotel & Konference Center – foreløbig frem til 1. januar, hvorefter verden ligger helt åben:

-Jeg har lyst til at prøve noget nyt efter nytår. Alle mangler ansatte lige nu, så det er et godt tidspunkt at blive udlært på.

Den beslutning bakker May-Britt Andreasen fuldstændig op om, for også inden for tjenerfaget er det godt at prøve nye ting.

På sigt vil Yaser Alnatour gerne åbne sin egen kaffebar.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Skole

Elever på Brændkjærskolen bliver ingeniører for en dag

Offentliggjort for

den

Forfatter:

26 elever fra 2. klasse på Brændkjærskolen afprøver ingeniørens arbejdsmetoder, når der i uge 45 er national Engineering Day. Pressefoto.

26 elever fra 2. klasse på Brændkjærskolen afprøver ingeniørens arbejdsmetoder, når der i uge 45 er national Engineering Day på skoler over hele Danmark. Udfordringen lyder på at udtænke et sjovt og bevægeligt stykke legetøj til deres kæledyr, så kæledyret ikke keder sig, når det er alene hjemme.

De fleste kæledyr har brug for at blive underholdt, så de ikke keder sig og ender med at rasere hjemmet. Med kreativitet og snilde, pap, tape og træpinde får 26 elever fra 2.b på Brændkjærskolen i Kolding nu den opgave at udvikle og bygge et sjovt stykke legetøj til deres kæledyr.

Det foregår torsdag den 11. november, når de sammen med godt 30.000 andre skoleelever i Danmark deltager i Engineering Day, som hvert år afvikles i uge 45.

Engineering Day giver eleverne de allerførste smagsprøver på, hvad ingeniørfaget kan. For ganske som ingeniørerne kan man ikke bare designe ud i det blå. For at udvikle et godt stykke legetøj til en hund, en kat eller en gnaver, der ovenikøbet kan dreje, vippe eller rulle, er man nødt til at forberede sig.

Eleverne skal kende dyrets adfærd, finde ud af, hvordan kæledyret bevæger sig, og hvad det godt kan lide i forvejen, de skal tegne en skitse af legetøjet, de skal overveje deres materialevalg og regne på, hvilken løsning, der fungerer bedst.

Arbejder som ingeniører

Ved at omsætte viden og idéer til praktisk løsning stifter eleverne reelt bekendtskab med ingeniørens arbejdsmetode, også kaldet engineering. De bliver stillet over for at løse en reel problemstilling fra hverdagen, og de bruger matematik og naturvidenskab som kreative værktøjer for at få deres prototyper til at fungere.

Erfaringerne viser, at engineering som undervisningsmetode både motiverer og engagerer eleverne, siger Ghita Wolf Andreasen, direktør i Engineer the Future, der arrangerer Engineering Day:

-Det er en anderledes måde at arbejde på for eleverne. De oplever, at de ikke bare reproducerer en færdig løsning, men gennemløber en hel proces fra idé til færdig prototype. Og det er vel at mærke en designproces, hvor de udvikler på deres egne idéer og, hvor de bruger naturfaglig viden til at finde konkrete løsninger på udfordringerne. Det gør naturfagene relevante og vedkommende for dem.

Begejstring for naturfag

Formålet med Engineering Day er netop at skabe begejstring for naturvidenskab og teknologi blandt flere børn og unge i grundskolen. Mens de mindste arbejder med kæledyr og kedsomhed, skal mellemtrinnet bygge en automatisk fodermaskine til kæledyret. Udskolingens projekt hedder ”Sæt hovedet i bevægelse”. Her skal 7. – 10. klasses eleverne konstruere et redskab, der kan aktivere både krop og hoved i løbet af skoledagen.

Det er femte år i træk at Engineering Day afvikles på danske skoler. Engineering Day er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the Future, Københavns Professionshøjskole, Astra og VIA University College. Programmet er støttet af Villum Fonden.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Skole

Skoleelever prøver fagene af

Offentliggjort for

den

Forfatter:

Specialet hestemanager er en af de uddannelser, deltagerne kan prøve kræfter med. Foto: Hansenberg.

Elever i 8.-10. klasse har mulighed for at komme helt tæt på en uddannelse, når erhvervsskolen Hansenberg i Kolding inviterer til Prøv et fag.

Lær forskellige fletteteknikker i frisørsalonen. Arbejd med stål som materiale hos smedene. Giv kalvene mælk af sutteflaske på gården.

Det er blot et udpluk af de tilbud, som elever i 8.-10. klasse har mulighed for at melde sig til ved Prøv et fag på erhvervsskolen Hansenberg i Kolding.

Formålet med Prøv et fag er, at eleverne bogstavelig talt får faget i hænderne – og får faktuel viden om, hvad en erhvervsuddannelse kan føre til.

Der er masser af spændende fag at vælge imellem, og elever og faglærere fra uddannelserne står klar med inspiration og gode fif.

Prøv et fag finder sted lørdag den 30. oktober klokken 9.30-12.00. Der er et begrænset antal pladser, og tilmeldingsfristen er den 21. oktober.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Skole

Mikkel repræsenterer regionen ved DM

Offentliggjort for

den

Forfatter:

To glade VVS-energispecialistelever: Mikkel Larsen (t.h) har kvalificeret sig til DM i Skills, og Jens Andersen er reserve. Foto: Hansenberg.

Når der til april 2022 igen er DM i Skills, er VVS-elev Mikkel Larsen med fra Hansenberg.

Det er Mikkel Larsen fra Hansenberg i Kolding, som til april 2022 bliver Region Syddanmarks deltager ved DM i Skills for VVS-elever.

Sent onsdag eftermiddag blev det afgjort efter en direkte – og meget tæt – duel med holdkammeraten Jens Andersen, oplyser Hansenberg.

Og det er en glad VVS-energispecialistelev fra Sommersted, som nu kan se frem til at konkurrere mod elever fra resten af landet om at blive Danmarks bedste inden for sin uddannelse.

-Det bliver sjovt, spændende og udfordrende at deltage, og jeg ser meget frem til konkurrencen. Ikke for at se, hvem der er bedst, men for at få træning og inspiration. Frem mod DM i Skills skal jeg arbejde med at holde hovedet koldt, når der er pres på, fortæller Mikkel Larsen, som er i lære hos CVE Teknik i Christiansfeld.

Godt med udfordringer

I de seneste to dage har eleverne arbejdet på at etablere en varmeinstallation med både gulvvarme og radiator – alt sammen kontrolleret via Danfoss Link, der er koblet op på nettet, så man kan styre eksempelvis rumtemperaturen via en app.

Arbejdet har også involveret en masse bukkeøvelser i både kobber og forzinket stålrør, hvor det gælder om at lave så få samlinger som muligt.

Det var marginaler, der afgjorde, om det skulle være Jens Andersen eller Mikkel Larsen, der tog den eftertragtede DM-plads. Jens Andersen – der er i lære hos Krenk VVS i Kolding – er nu reserve, hvis Mikkel Larsen bliver forhindret i at deltage.

Træning, træning og træning

Deltagelse ved DM i Skills kræver masser af forberedelse. Derfor kommer Mikkel Larsen i skarp træning i Hansenberg s VVS-værksteder, fortæller faglærer Martin Harlev Finnerup:

-Forud for Skills får deltagerne en opgave, der ligner den, de kan blive udsat for under selve konkurrencen. Når de får den, plejer vi at bygge anlægget op her på skolen, så vores deltager kan træne og blive klædt bedst muligt på.

Planen er, at Martin Harlev Finnerup skal stå for træningen sammen med faglærer Lars Jørgensen, og de er også med på sidelinjen under DM i Skills. Lars Jørgensen har i tidens løb været med til at træne i alt syv VVS-elever fra Hansenberg , hvoraf fire i træk løb af med danmarksmesterskabet.

-Frem mod DM i Skills skal Mikkel først og fremmest lære mere – og gøres klar til en stor og avanceret opgave. Undervejs vil der være en naturlig udvikling gennem de daglige udfordringer på lærepladsen og skolen, men han får også mulighed for at træne specifikt hen imod opgaven, forklarer Lars Jørgensen.

Stolthed over hele linjen

Den erfarne faglærer fortæller også, at der er masser af stolthed forbundet med at deltage i DM i Skills. Ikke blot for deltageren, men også for lærepladsen, skolen og blandt kammeraterne:

-Vi har en oplevelse af, at man hos firmaet – altså lærepladsen – er stolte over at have en elev med. De føler, at eleven repræsenterer firmaets kvalitet og håndværk udadtil. Som skole er vi selvfølgelig også stolte over, at vi på den måde kan repræsentere Region Syddanmark – og at vi kan guide talenter til sådan en konkurrence.

-Klassekammeraterne følger også meget med og er stolte over, at de kender en, der deltager. Det samme gør elever fra klasser, der ikke er så langt henne i uddannelsesforløbet, men som er interesserede i fremtidig deltagelse.

DM i Skills finder sted i Høng i dagene 28.-30. april 2022, og omkring 300 unge talenter fra landets erhvervsuddannelser er med som deltagere, hvor de kæmper om at blive landets bedste inden for netop deres fag.

Få nyheder fra Kolding Netavis direkte i din indbakke. Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Læs mere...

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Reklame

Tags

oktober 2021
M Ti O To F L S
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
25262728293031

Populære artikler