Læserbrev af Villy Søvndal (SF), medlem af regionsrådet i Region Syddanmark og borgmesterkandidat i Kolding, Gl. Bjert 39c, 6091 Sdr Bjert.
Noget af det, der gør det danske samfund til så stærkt et samfund, som det er, er de mange frivillige i de mange foreninger, der yder et uvurderligt frivilligt og ulønnet arbejde. Jeg er virkelig fuld af beundring for de ledere og trænere, der stiller op i ugens løb og i weekender for at sikre et tilbud til vores børn og unge, vores udsatte borgere, vores ensomme ældre m.fl. De er med til på fornemste vis at supplere de offentlige tilbud.
Jeg har boet i Sdr. Bjert de sidste godt 25 år. Derfor har jeg ikke kun selv, men også mime børn, der nu er store, nydt godt af voksne, der ydede en helt igennem uegennyttig indsats. Det være sig i idrætsforeningen, spejderne, børnedyrskuet, det kirkelige frivillige arbejde eller arbejdet i beboerforeningen, eller dem der sikrer, at vi en gang om måneden får vores Bjert-Stenderup avis ind af døren.
Jeg tror ikke, at man kan overvurdere værdien af et aktivt lokalsamfund. Meget af dette vil man også kunne genfinde i andre lokalsamfund rundt om eller i Kolding. En ting har imidlertid sit udspring i Sdr Bjert, nemlig tanken om og etablering af selvhjælpsgrupper. Det startede, da forhenværende embedslæge i Ringkøbing Amt, Vagn Christensen af Husholdningsforeningen i Bjert var inviteret til at holde et foredrag.
På et tidspunkt spurgte han de fremmødte, hvorfor de i et område med så mange stærke folk ikke selv hjalp til med at organisere hjælpen til dem, der blev ramt af tunge livsbegivenheder: forældre, der havde mistet et barn; børn, der havde mistet deres forældre og mennesker, der blev ramt af svær sygdom. Det mundede ud i, at Lisbeth Bonde Petersen med stort engagement og sammen med andre startede selvhjælpsgrupper ikke alene i Sdr. Bjert, men efterhånden over hele landet. Det var samtidig med, at jeg var socialudvalgsformand, så jeg lærte ikke alene at sætte pris på det arbejde, der blev udført, men var også med til aktivt at støtte op – også økonomisk bag selvhjælp og anden frivillig socialt arbejde. Ikke for at underkende den store offentlige indsats. Men for at give en anden hjælp og støtte.
Når jeg kigger på det i dag – snart 40 år efter, synes jeg, at det er imponerende, at der indenfor hele det frivillige foreningsarbejde stadig er så mange, der får det til at ske. Det skal vi værne om og sikre gode vækstbetingelser.
