Bilister, der passerer 65A Kolding Syd og 63 Bramdrupdam i nordgående retning, kan forvente tæt trafik i myldretiden indtil begyndelsen af juni.
Årsagen er vejarbejde tæt på Bramdrupdam, hvor vejen indsnævres til et enkelt spor, skriver TV Syd.
Mandag og tirsdag morgen førte dette arbejde til massive køer, og det vil bilisterne opleve i de kommende tre uger, hvor vejarbejdet finder sted.
De seneste to dage har vejarbejdet også resulteret i køer og tæt trafik på tilførselsveje og i Kolding by, da bilister har søgt alternative ruter væk fra motorvejen. Dette gælder blandt andet Sdr. Ringvej, Jens Holms Vej, Haderslevvej, Vonsildvej og Vejlevej.
Derfor anbefaler Vejdirektoratet, at bilister tager højde for den øgede trafik og kører hjemmefra i god tid.