Der kørte igen ’tog’ på gamle banelinje

Svend Erik Brodersen
Svend Erik Brodersen 6 juli 2022
Opdateret 06/07/22 17:31
På billedet det populære ”gummitog” fotograferet et sted på den gamle banelinje mellem Hejlsminde og Hejls. Foto: Lars Thiesen.

Lørdag kørte der igen ”tog” på den gamle banelinje mellem Hejlsminde og Hejls. Dog ikke et rigtigt tog på skinner, men et tog på gummihjul. Og at køre med tog på netop denne strækning blev en uovertruffen succes. Folk i alle aldre strømmede til for at komme med toget.

Indslaget med ”gummitoget” var der hittet på i forbindelse med markeringen af Tour de France-cykelløbet, skriver Fællesavisen.

Det lille tog var fyldt op til sidste plads på hver eneste afgang. Ja, der var ligefrem kø for at få plads. Afgangen og ankomsten foregik jo også helt som i gamle dag fra de tidligere smukke stationsbygninger i Hejlsminde og Hejls, der er flot bevaret fra den gang, der kørte rigtige tog på strækningen, som går langs med den skønne indsø kaldet Noret.

At det kunne lade sig gøre at genoplive togtrafikken for en enkelt dag hænger sammen med, at den gamle banestrækning hele vejen fra Hejlsminde til Hejls er bevaret som natursti.

Fællesavisen skriver videre, at strækningen, i følge en gammel køreplan, er nøjagtig 2,7 km lang. Og det sidste rigtige tog på skinner kørte for 74 år siden. Banen blev nemlig under store protester nedlagt 30. september 1948. Den gik fra Kolding via Skamlingsbanken til Hejlsminde.

Også lokale folk, som i dag bor på det gamle jernbaneterræn i Hejlsminde, synes det var morsomt, at toget var vendt tilbage. Også selv om det kun var et ”gummitog”. Som en af dem udbrød:

-Havde der været så mange passagerer med toget i gamle dage, så var banen nok ikke blevet nedlagt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel