Kolding Netavis

Der er lang vej endnu

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Filip Bekic Bladt (S). Privatfoto.

Læserbrev af Filip Bekic Bladt (S), næstformand for natur, miljø og klimaudvalget, Anne-Mariesvej 15, 6000 Kolding.

Det er nok gået manges næser forbi, men mandag afsluttede FN’s maratonmøde om biodiversitet COP15 i Montreal. Aftalen indebærer et mål om at beskytte mindst 30% af verdens land-, kyst- og havområder i 2030. Et ambitiøst mål som EU ligeledes også arbejder for.

Desværre skraber vi i Danmark lige nu bunden. I Danmark er der kun 2,3%, der reelt kan kaldes beskyttet natur og i havet er det højest 12%. I Kolding ser det ikke meget bedre ud. Sidste år havde vi 5,7% beskyttet natur og selvom vi har vedtaget en meget ambitiøs biodiversitetsstrategi om en fordobling af beskyttet natur, så kræver det virkelig handling, hvis vi skal nå i mål.

Derfor glæder det mig også, at vi i byrådet vil arbejde videre for en fredning i Marielund-, Kolding- og Bramdup skovene med sammenhæng mod Lilballe skov. Et område på 325 hektar. Det er ganske unikt, at vi har skov så bynært og hvert år er der flere hundrede tusinder mennesker der benytter sig af skovene.

Derfor har vi også et kæmpe ansvar og forpligtelse, til at passe på skoven til de næste generationer. Skovene har også et rigt dyre- og planteliv, i 2015 fandt man sågar en meget sjælden svampeart i Marielundskoven.

Arter uddør som aldrig før og derfor skal vi også tage denne biodiversitetskrise alvorligt. De fleste arter er i tilbagegang og der er brug for, at vi giver naturen plads, også på bekostning af andre ting.

Naturen skal have mere plads ellers får det konsekvenser for os selv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel