Læserbrev af Gitte Grønbæk (C), nyvalgt byrådsmedlem, Fynslundvej 41, 6064 Jordrup.
Så er konstitueringen af Kolding byråd faldet på plads. Efter min mening den bedst tænkelige konstituering, der afspejler borgernes stemmer ved kommunalvalget og med en konservativ ledelse. Hermed kan vi føre en ansvarlig og bæredygtig politik samt sikre Koldings udvikling med en sund økonomisk styring.
Jeg vil endnu engang benytte lejligheden til at sige tak til jer, der har vist mig tillid og givet mig 770 personlige stemmer. Det betyder, at jeg er kommet ind som nr. 2 fra liste C. Det er jeg både ydmyg overfor og taknemmelig for.
Et stemmetal hvor man måske med rette kunne forvente, at jeg skulle tage ansvar med en udvalgsformandspost med henblik på at kunne sætte et tydeligt konservativt aftryk på beslutningerne.
Men for mig har det været vigtigst at sikre, at der kan føres borgerlig politik i et byråd med et borgerligt flertal. Og derfor har jeg fra starten meddelt Knud Erik Langhoff, den konservative forhandlingsleder, at hvis den brede konstituering bedre kunne gå op uden en konservativ udvalgsformandspost til mig, så ville det efter min mening være det bedste.
Min rolle bliver nu gennem bredt samarbejde at udøve indflydelse i udvalg og byråd. Det glæder jeg mig til, og de konservative synspunkter vil blive fremført med stort engagement og ansvarsbevidsthed, hvor det er relevant.
Jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet, så vi i det nye byråd sammen kan skabe de bedste løsninger for Kolding Kommune.