Der er lørdag to arrangementer på Akseltorv i Kolding. Men der er dog ikke optræk til ballade, oplyser politiet.
På Akseltorv i Kolding blev der lørdag klokken 15 åbnet for EM-arrangementet, hvor 1.000 personer kan komme ind og se EM-kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet på storskærm.
Sideløbende med dette arrangement, er der også en demonstration på Akseltorv:
-Det er en anmeldt demonstration mod covid-19-restriktioner. Vi er tilstede dernede hele aftenen og indtil nu har der ikke været optræk til ballade, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund, til Kolding Netavis.
Der råbes blandt andet gennem megafon ved demonstrationen, men alt foregår i fred og fordragelighed, oplyses det.
Klokken 18 starter kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet og når kampen er færdig, er der musik med en DJ.