Kolding Netavis

Demonstration for eller imod alderdom?

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Nikolaj Steffenauer. Privatfoto.

Læserbrev af Nikolaj Steffenauer (LA Kolding), spidskandidat til Kolding Byråd, Vestervænget 1a, 6000 Kolding samt Rune Jensen.

Efter at have været til demonstration ved KUC står det klart for Liberal Alliance Kolding, at kommunalbestyrelsens seneste beslutninger om nedskæringer i ældreomsorgen er dybt bekymrende og vidner om en forkert prioritering af ressourcerne.

Vi er flere, der deler denne bekymring og mener, at kommunen bør prioritere kernevelfærden højere end prestigeprojekter. Det er ikke nok at sikre overskud på driftsregnskabet, hvis det sker på bekostning af vores ældre borgeres trivsel og sundhed.

Når vi investerer i ældreomsorgen, sikrer vi ikke blot en værdig alderdom for vores seniorer, men vi forebygger også større og dyrere problemer i fremtiden. En sund ældrepolitik handler ikke blot om at opretholde basale behov, men om at skabe rammer, der fremmer trivsel, socialt samvær og fysisk aktivitet. Det er velkendt, at forebyggende initiativer kan reducere behovet for mere omfattende og kostbare pleje senere i livet.

Som borgere i Kolding skal vi sikre, at vores kommune er et sted, hvor vi alle kan føle os trygge og velkomne – uanset alder.

“At ignorere ældres behov for socialt samvær og motion er en kortsigtet besparelse, der på sigt vil koste os dyrt. Stærke relationer og fysisk aktivitet er nøglen til sund aldring og bør prioriteres højt,” siger Rune Jensen, Fysioterapeut, tidligere social- og sundhedshjælper og medlem af LA Kolding

“Kommunens kortsigtede prioriteringer risikerer at efterlade vores ældre uden de nødvendige aktiviteter og samvær, der er afgørende for deres livskvalitet. Vi skal investere i mennesker, ikke bare bygninger”.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel