Kolding Netavis

Deltager i kortlægning af PFAS-forurening

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Kolding Kommune har to lossepladser med i kortlægningen. Der er fundet PFAS begge steder.

Et par lukkede lossepladser i Kolding Kommune, Seest Gl. Losseplads i Kolding og Nyskov Fyldplads i Vamdrup, har fået målt, indhold af de fluorholdige stoffer i det regnvand, der er trængt ned gennem affaldet, og som kommer ud som spildevand i opsamlingsdræn.

PFAS-stoffer (perfluoralkylforbindelser) er en samlebetegnelse for en række svært nedbrydelige og miljøfarlige flourstoffer, og de var tilstede ved begge undersøgelser.

De målte koncentrationer ligger på et meget lavt niveau, men der er endnu ikke fastsat grænseværdier for PFAS i spildevand. Det forventes at Miljøstyrelsen fastsætter grænseværdier på bagkant af kortlægningen fra landets lossepladser.

Resultater sammenholdt med grænseværdier for grundvand

Derfor bliver prøveresultaterne i første gang sammenholdt med de grænseværdier, der er for almindeligt grundvand/drikkevand.

-Det er lidt specielt, at vi sammenholder resultaterne fra lossepladsens spildevand med grænseværdierne for grundvand, for det er lidt som at sammenligne æbler med pærer. Fundene giver os en idé om, at der er noget, vi skal være opmærksomme på, derfor vurderer vi nu behovet for tiltag i tæt samarbejde med miljømyndighederne. Hvordan vi så skal håndtere stofferne, kommer vi til at have en dialog med Miljøstyrelsen om, for det her er lige så nyt for os som for resten af landet, fortæller Mads Astrup Sørensen, områdechef for Anlæg og Drift i Kolding Kommune, der drifter de lukkede lossepladser.

Regnvandet fra Seest Gl. Losseplads pumpes ud som spildevand og sendes videre til Blue Koldings rensningsanlæg.

Nyskov Fyldplads i Vamdrup ligger op mod landbrugsarealer, og regnvandet ledes videre gennem en bæk til Søgård Sø. Sammenlignet med andre lokaliteter er det lave koncentrationer, der er fundet her, men det er over grænseværdierne for grundvand.

Miljøstyrelsen undersøgte for få måneder siden 54 vandløb og fisk nær brandøvelsespladser for PFAS-forbindelser. Kødet fra fiskene blev analyseret og alle prøverne var under PFOS-grænseværdien, også kaldet miljøkvalitetskravet på 9,1 µg/kg, der skal beskytte menneskers sundhed. Det gennemsnitlige indhold var 0,24 µg/kg.

Alle kommuner undersøger PFAS-stoffer fra deponier

Det er Miljøstyrelsen, der tilbage i december opfordrede alle landets kommuner, herunder også Kolding Kommune, til at tage prøver fra lokale lossepladser.

Målet er at kortlægge, om der bliver udledt PFAS-stoffer fra landets deponier, og i så fald i hvor store mængder.

Kortlægningen af PFAS-forekomst fra landets deponier indgår i en større national kortlægning. Foruden Miljøstyrelsens undersøgelse af de 54 vandløb nær brandøvelsespladser har regionerne undersøgt 278 grundvandsboringer i landet. Også her viste resultaterne forekomst af PFAS-stoffer, dog uden at udgøre en sundhedsrisiko.

Det er først for nylig, der er kommet fokus på forurening med PFAS-stoffer. I marts 2021 blev flourstoffet PFOS en del af sproget, fordi der blev fundet gift i kødkvæg i Korsør. Kvæget har græsset langs et vandløb, hvor en nærliggende brandskole har udledt flourstoffer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel