Det fjerde navn til dette års Grøn er debutant på festivalen.
Grøn tilføjer et af Danmarks mest unikke live- og hiphop-bands: Benjamin Hav & Familien debuterer nemlig på den grønne karavane, hvor publikum kan glæde sig til deres anmelderroste shows, der udsender en trykbølge af energi og fest med hits som ‘Den Dejligste Boy’, ‘Nik & Jay’ og ‘Cannelloni & Kød’.
I sommeren 2022 tordnede Benjamin Hav og hans håndplukkede syvpersoners liveband, kendt som Familien, ind på danskernes nethinde og slog festivalerne omkuld med top-anmeldelser og bemærkelsesværdige liveshows. Nu er turen kommet til Grøn, hvor publikum får glæde af dem for allerførste gang.
Om at optræde på Grøn fortæller Benjamin Hav:
-Det betyder alt. Lige siden jeg var en lille dreng på mine små stylter af eufori, har jeg drømt om en dag at løbe barfodet over græstæppet sammen med de 700 frivillige som en gigantisk falafel; bare med mennesker i stedet for dressing. Jeg har tænkt mig at lege vinkeskjul den halve tid, ude på pladsen, med tilfældige menneskelige pyramider i et inferno af pølser og øl.
Debuterede som soloartist
Benjamin Hav debuterede som soloartist i turbo-tempo med to album på to uger i starten af 2020, og allerede i marts året efter udgav han sit tredje album. I efteråret 2021 stod han på scenen for første gang med Familien, hvilket resulterede i den ene udsolgte koncert efter den anden og flere anmelderroste ekstrakoncerter.
I 2022 snuppede Benjamin Hav og Familien for andet år i streg prisen for “Årets Hiphop-album” til GAFFA-Prisen, og senere på året indtog de samtlige festivaler til deres første tur på landevejen.
Foruden Benjamin Hav & Familien kan publikum i år opleve MØ, Saveus og Aqua. Grøn offentliggør løbende flere navne til årets festival.
Grøn lander i Kolding den 21. juli og kan i år fejre 40 års jubilæum.
Tourplan 2023
• 20. juli: Tårnby
• 21. juli: Kolding
• 22. juli: Aarhus
• 23. juli: Aalborg
• 27. juli: Esbjerg
• 28. juli: Odense
• 29. juli: Næstved
• 30. juli: Valby