I byrådet er der brug for flere “unge” stemmer, mener flere byrådskandidater.
Der er snart kommunalvalg i Kolding Kommune. Masser af politiske diskussioner, uenigheder, politikere der måske lover lidt mere end de kan holde og en masse valgplakater.
Der er rigtig mange kandidater til kommunalvalget i Kolding kommune og rigtig mange forskellige holdninger.
I de politiske ungdomspartier vil de gerne stå sammen.
-Vi er otte unge mennesker som brænder for Kolding kommune og som rigtig gerne vil gøre en forskel for dig og for de unge mennesker. Vi vil gerne have lov til at sætte dagsorden, skubbe lidt til de ”garvede” og lytte mere til de rigtig mange unge mennesker der er i Kolding, lyder det samstemmende fra Laura Guldager (DF), Mads Kloppenborg (V), Jonathan Dyring Løvbom (R), Helena Artman Andresen (LA), Filip Bekic Bladt (S), Mette Borchert Vahlun (K), Ahmad Mohammadi (V) og Mikkel Pedersen (LA).
De tilføjer:
-Der bliver tit talt OM de unge, vi vil tale MED de unge. De unge er ikke en stor homogen gruppe, de unge er lige så forskellige som alle andre. Derfor vil vi sammen med de unge skabe et godt ungdoms- og ungeliv i vores kommune, som kan gøre det mere attraktivt og blive boende i Kolding og som forhåbentlig vil få flere unge til at vil flytte hertil kommunen.
På tværs af partiskel og uenigheder, mener de otte byrådskandidater, at der er brug for flere unge stemmer i byrådet og siger: “VI ER KLAR”.