Så er festivalprogrammet fuldendt til årets Grøn.
Dette års Grøn-turné er nu fuldendt, hvad angår de kunstnere, som publikum kan glæde sig til at opleve. De to sidste er Andreas Odbjerg og L.O.C.
L.O.C. kan for ottende gang opleves på Grøn, og han glæder sig til at komme hjem på Grøn:
-Grøn fylder 40, og jeg har et album, der fylder 20, så det kan jo kun blive en kæmpe fest! Jeg glæder mig til at komme ud og spille for jer alle sammen. Det bliver fantastisk som altid – den skøreste karavane i hele landet, siger L.O.C. i en pressemeddelelse.
Rapperen havde sin debut på Grøn i 2006 og har været tilbage intet mindre end seks gange siden i både 2007, 2009, 2010 (med bandet ‘Selvmord’), 2012, 2015 og 2019.
Odbjerg med for andet år i træk
For Andreas Odbjerg er det andet år i træk, at han skal med den grønne karavane rundt i landet. Og det er en af tidens hotteste popmusikere, som man kan opleve til sommer. Både 2021 og 2022 har nemlig i den grad stået i Andreas Odbjergs tegn. Med de velkendte singler ”føler mig selv 100”, “Stor Mand” og ”I morgen er der også en dag” er priserne væltet ned over ham i en strid strøm, hvor både Danish Music, GAFFA-Prisen og Steppeulven har valgt at anerkende hans store gennembrud.
Hitmageren debuterede på den grønne koncertkaravane sidste år og glæder sig til at være med igen i år:
-Sidste år var mit livs sommer, og det var i høj grad på grund af de oplevelser, jeg fik på Grøn. Det er en specielt god følelse at bidrage, via det sjoveste man ved, til en god sag i en branche, der som udgangspunkt er super kommerciel, siger han.
Foruden Andreas Odbjerg og L.O.C. kan du til Grøn opleve AQUA, Artigeardit, Benjamin Hav & Familien, Medina, MØ og Saveus.
Grøn kommer til Kolding den 21. juli.
Tourplan 2023
• 20. juli: Tårnby
• 21. juli: Kolding
• 22. juli: Aarhus
• 23. juli: Aalborg
• 27. juli: Esbjerg
• 28. juli: Odense
• 29. juli: Næstved
• 30. juli: Valby