Se en håndstrikket udstilling fra den kommende weekend.
I UNESCO byen Christiansfeld kan gæster og borgere snart se en håndstrikket udstilling, lavet med inspiration af byen selv.
GEM’erne er en lille gruppe strikkere (”GarnElskende Mesdames”), som mødes og strikker løs. Og lige nu er de i fuld gang med at lægge sidste hånd på de strikkede kreationer til en udstilling i Christiansfeld, som kan ses fra lørdag 10. september.
-Strik er en passion … måske kan det endda kaldes en ”lidenskab”. Sådan er det, når man ikke kan lade være med at strikke. Og det kan jo være både udfordrende, kreativt, sjovt, rekreativt, afstressende og… hyggeligt, siger en af medlemmerne i GEM’erne, Hanne Pjedsted i en pressemeddelelse.
Når GEM’erne skal finde inspiration til ny strik, ynder de at gå i gemmerne på nogle af landets gallerier og kultur- og kunstinstitutioner. Således søger de både at fastholde og udvikle den kvindelige kulturarv gennem strikkearbejde.
Til værkerne i Søstrehuset i Christiansfeld er inspirationen fundet i byen og husene.
-Det er en spændende process at iagttage bygninger, interiør og genstande fra samlinger, og så med pinde og garn skabe værker, der afspejler iagttagelserne, med fortolkning gennem de personlige briller, og via materialer og strikkemetoder, fortæller Hanne Pjedsted.
Processen kan være lang, men den er også spændende: fra iagttagelsen til skitser, materialeafprøvninger, valg af struktur og mønster, til den tidskrævende strik i hånden, hvor genstanden langsomt dukker frem.
Brødremenigheden i Christiansfeld, og især Søstrehuset, havde vakt interessen hos GEM’erne, og med en rundvisning og fortælling om byen, huset og menigheden gik GEM’erne i gang med at strikke. Og det er det de gør nu i skrivende stund.
Værket skal nemlig være klar til Håndværkets Dag, 10. september 2022, med en udstilling, som viser, hvordan de har fortolket Christiansfeld og Søstrehuset, og de indtryk som stedet har givet til strik.
Udstillingen kan ses i Museum Koldings lokaler i Søstrehuset fra lørdag 10. september klokken 10, når udstillingen åbner i forbindelse med Håndværkets Dag.